'For Evigt': Det er ikke slut med Kristian Jensen i Venstre endnu

Han sagde det selv, og Venstres formand sagde det også: Kristian Jensen er slet ikke færdig i dansk politik.

Kristian Jensen under sin tale på landsmødet i Herning. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Ti år som næstformand for Venstre. Skatteminister. Udenrigsminister. Finansminister.

Kristian Jensens politiske cv er ganske imponerende, og lørdag sagde Venstres landsmøde i Herning pænt tak for indsatsen til Kristian Jensen for dennes tid som næstformand.

Læs også Støjberg på landsmøde: Forskelligheder gør Venstre stærkere

Han trådte tilbage efter den turbulente august, hvor også Lars Løkke Rasmussen takkede af som Venstres formand. Også efter ti år. Det skete efter en periode, hvor de to havde bekriget hinanden internt.

- Det her er ingen farveltale, siger Kristian Jensen.

- For det der med tidlig pension er jo kun, hvis man føler sig nedslidt. Så jeg har ikke tænkt mig at holde nogen farveltale, men jeg er jo politiker, så når man får ordet, så giver man det ikke bare fra sig igen, siger han.

07:20

Lars Løkke og Kristian Jensen har trukket sig fra Venstre-toppen. Dermed er Jensens formandsdrøm knust

Luk video

’For Evigt’

For 21 år siden trådte Kristian Jensen ind i Venstres Folketingsgruppe. I den tid har han snakket og diskuteret med mange forskellige mennesker. Dem brugte han tid i sin tale på at takke.

Det gjorde han ved at henvise til sangen ’For Evigt’ af bandet Volbeat.

- ’For evigt, måske for evigt’ vil jeg altid være taknemmelig for alle de Venstrefolk, der har hjulpet mig og Venstre. Alle dem, jeg har mødt over kaffekopper og ostemøder, til landsmøder, til valgkampe, til diskussioner på gågader, til debatter i forsamlingshuse og alle de steder, hvor Venstre nu mødes. Tusind, tusind tak for alt, hvad I har gjort for mig. For ingen får succes alene. Alle får kun succes, hvis det sker i fællesskab, siger Kristian Jensen under sin tale.

Foruden menneskerne, han har krydset på sin politiske vej indtil videre, brugte den forhenværende minister også tid på at takke sin familie, som han i fremtiden kommer til at bruge mere tid med.

Læs også Ydmyg Kristian Jensen: - Jeg bliver libero

Får fri rolle

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, slår også fast, at Kristian Jensen fortsat er et godt kort for Venstre. Kristian Jensen har fået en såkaldt fri rolle Folketinget. Han har ingen ordførerskaber.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at du havde håbet, at historien havde taget en anden drejning. Det er der mange, som har forståelse for, siger Jakob Ellemann-Jensen i sin tale til Kristian Jensen.

Ellemann-Jensen henviser til, at Kristian Jensens store drøm var at blive formand for sit parti på et tidspunkt.

- Jeg tror ikke, at der er mange, som har haft en så central rolle, som du har haft. Jeg tror ikke, at der mange, som har knoklet så hårdt, som du har, siger Ellemann-Jensen.

02:37

Kristian Jensen deltager i Venstres landsmøde, som forhenværende - mens Inger Støjberg for første gang møder op, som sit partis næstformand.

Luk video

Landsmødet sagde tidligere lørdag også farvel og tak til Løkke for dennes ti som formand for partiet.

Løkke havde i øvrigt forladt landsmødet, da afskedsseancen til Kristian Jensen fandt sted.

Den tidligere statsminister deltog kun ganske kortvarigt i landsmødet. Han dukkede op kort før sin afskedsseance, spiste frokost og smuttede så derefter. I øvrigt uden at sige ord til pressen.