Ellemann-Jensen har ingen planer om at udfordre formandskabet

Venstres politiske ordfører støtter Løkke som formand og Kristian Jensen som partiets næstformand.

Jakob Ellemann-Jensen
Foto: Ólafur Steinar Gestsson, Scanpix

Den interne uro i Venstre buldrer derudaf, og søndag aften udtalte formand Lars Løkke Rasmussen i video på Facebook, at han gerne ser Venstres landsmøde fremrykket for at få afklaring om formandskabet og den politiske linje.

Jakob Ellemann-Jensen, politisk ordfører i Venstre, bliver ofte nævnt som en fremtidig formand i partiet. Men det er åbenbart ikke aktuelt nu. Han bakker op om Løkke som partiets formand.

Og Ellemann-Jensen slår desuden fast, at han ikke har nogen planer om at stille op som næstformand. Han støtter den nuværende, Kristian Jensen, som ventes at genopstille.

- Jeg har tænkt mig at stemme på Lars Løkke Rasmussen som formand for Venstre, siger Ellemann-Jensen, der svarer "nej" til spørgsmålet om, hvorvidt han vil udfordre Løkke.

Spørgsmål: Stiller du op som næstformand?

- Det har jeg ikke nogen planer om.

Spørgsmål: Støtter du Kristian Jensen som næstformand, hvis han genopstiller?

- Ja, det gør jeg.

- Klogt at fremrykke landsmøde

Ellemann-Jensen mener, at Løkke gør klogt i at ville fremrykke landsmødet, som efter planen skal finde sted 16.-17. november. Løkke ønsker et landsmøde inden Folketingets åbning i oktober.

- Det er klogt at bede hovedbestyrelsen om at fremrykke landsmødet. En situation, hvor vi diskuterer personer i stedet for at diskutere politik, det er ikke holdbart, siger Ellemann-Jensen.

Hovedbestyrelsen mødes i weekenden, hvor formandskabet og en mulig ny dato for landsmødet skal drøftes.

Uroen i Venstre er taget til efter sommerferien. Det begyndte med, at Kristian Jensen i et interview med Berlingske undsagde Løkke og dennes tanker om en mulig SV-regering. Derefter brød uroen ud i offentligheden.

Ellemann-Jensen er glad for, at Løkke genopstiller, hvilket formanden gjorde klart i videoen.

- Venstre er lige kommet godt ud af to valg, dels til Europa-Parlamentet, dels til Folketinget, og det var med Lars Løkke Rasmussen i spidsen. Så selvfølgelig skal han fortsat stå i spidsen for Venstre, siger han.

Den politiske ordfører er godt klar over, at hans navn tit nævnes som Venstres næste formand. Eller næstformand.

- Jeg er politisk ordfører for Venstre, og det er derfor mig, der udtaler mig nu. Så nævnes mit navn i alle mulige forbindelser, det er smigrende, men det er uaktuelt, siger han.

/ritzau/