Dramatisk udvikling i Venstre: Løkke og Jensen trækker sig

Kristian Jensen truede Lars Løkke Rasmussen med et kampvalg om formandsposten. Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen trækker sig begge.

Kristian Jensen opgiver en gammel drøm om at blive formand for Venstre og dermed statministerkandidat. Han trækker sig som næstformand. Foto: Klaus Knudsen Pedersen

Lørdag formiddag har været den mest dramatiske i Venstre i lang tid.

Efter et møde i forretningsudvalget forlod Venstres formand Lars Løkke Rasmussen mødet. Kort efter bekræftede han på twitter, at han er færdig som formand i Venstre.

På twitter skriver Lars Løkke Rasmussen.

- Vigtigt at holde fast i sin selvrespekt. Kan ikke være formand for et parti, hvor jeg som formand afskæres fra min mulighed for at få diskuteret og afprøvet den politiske linje, jeg har lagt, i det landsmøde-forum, hvor jeg er valgt.
    
- Tak for mange gode år, skriver Lars Løkke Rasmussen.

Berørt Kristian Jensen trækker sig

På et pressemøde ved Brejning bekræftede Kristian Jensen, at han satte sig selv i spil som formandskandidat og forlangte at et ekstraordinært hovebestyrelsesmøde 21. september.

Men efter Lars Løkke har valgt at trække sig, så trækker Kristian Jensen sig også som næstformand.

Det fortalte en tydeligt berørt Kristian Jensen ved et pressemøde i Brejning.

- Politik har ikke noget med retfærdighed at gøre. Politik er at gøre det rigtige i situationen. Og i denne situation er det rigtige at trække sig.

Kristian Jensen har været næstformand i 10 år. Han har aldrig lagt skjul på, at han formands- og statsministerdrømme. 

- Ord kan slet ikke beskrive, hvor skuffet jeg er, siger en berørt Kristian Jensen.
    
Han ved ikke, om han nu er færdig i politik. Det har han ikke taget stilling til.