Baglandet smuldrer bag Kristian Jensen: - Det gør ondt, siger tidligere støtter

Kristian Jensen mister vigtig opbakning i sit bagland, mens tumulten i Venstre ruller videre.

mads_claus_rasmussen.jpg
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

I disse dage er der et alvorligt pres på Venstres næstformand, Kristian Jensen.

Halvandet døgns åbent oprør i baglandet har blotlagt, at flere fremtrædende folk i Venstre ikke længere står bag Herning-politikerens jagt på formandsstolen.  

Både Kristian Jensen og formand Lars Løkke Rasmussen er af bestyrelsen i Venstre i Region Midtjylland blevet opfordret til at træde tilbage fra deres formandskab efter et lukket møde på Pårup Kro i mandags.

Dermed ligner Kristian Jensen en slagen mand, selvom han i flere år har stået klar i kulissen til at blive partiets næste formand.

Det ser dog svært ud nu. For tumulten i Venstre skal der styr på med det samme, lyder det nu ligeledes fra andre dele af baglandet.

- Jeg støtter op om den konklusion, der kom ud af mødet (på Pårup Kro, red.). Jeg synes, det er vigtigt, vi ser fremad i Venstre og tænker på at få skabt noget ro og får fundet et formandskab, som alle kan støtte op omkring, siger Søren Meldgaard, der er bestyrelsesformand i kommuneforeningen i Herning.

- Det gør ondt, men vi er nødt til at tænke på, hvad der er bedst for partiet.

4:14
Se video: Flere trofaste Kristian Jensen-støtter tror nu ikke længere på en formandspost til deres lokale kandidat.

Ingen anden udvej

Byrådsmedlem i Lemvig Søren Videbæk Jensen (V) erklærer sig enig. Han er stor tilhænger af Kristian Jensens arbejde i og for Venstre, men der er efterhånden ingen vej tilbage for ham end at trække sig i formandskampen, lyder det.

Søren Videbæk Jensen (V), byrådsmedlem i Lemvig, støtter egentlig Kristian Jensen. Han kan bare ikke se ham gå videre i kampen om at blive Venstres næste formand. 
Søren Videbæk Jensen (V), byrådsmedlem i Lemvig, støtter egentlig Kristian Jensen. Han kan bare ikke se ham gå videre i kampen om at blive Venstres næste formand. 
Foto: Kristian Mørk Andersen

- Jeg tror desværre, det er en nødvendighed. Det er ikke en kritik af Kristian Jensen, for jeg synes, han har gjort det fantastisk. Det har de begge. Men faktum er bare, at samarbejdet ikke går for godt. Det er rigtig ærgerligt ovenpå et godt valgresultat.

- Jeg håber, Kristian Jensen er den mand, der kan sætte sig ned på de pladser, der nu er til ham, og det er jeg sikker på, han kan. Ham har vi ikke hørt det sidste fra. Jeg er optimist på hans vegne, siger Søren Videbæk Jensen.

Landmænd har mistet troen

Blandt lokale landmænd har troen på Kristian Jensen også lidt et knæk, fortæller Sven Agergaard, der er formand for Herning-Ikast Landboforening.

- Vi har været rigtig glade for Kristian Jensen, der har gjort et stort stykke arbejde. Men hvis vi skal være helt realistiske, så er det nok ikke tiden endnu. Jeg synes, det er for tidligt at tage kampen op (om formandskabet, red.).

- I landbruget har vi brug for stabilitet med brede forlig over midten. Det er vi tilhængere af. Vi har brug for at vide, hvad vi har at gå efter mange år frem. Vi ville gerne have Kristian Jensen, og vi vil gerne kunne se ham fremadrettet, men det har været timet forkert, det her, siger Sven Agergaard.

Borgmester: På tide at gøre ham til formand

Midt i modgangen er der dog fortsat støtte at finde for Kristian Jensen.

Onsdag har Venstre-borgmester i Morsø Kommune, Hans Ejner Bertelsen, givet udtryk for sin fulde støtte til næstformanden, som han gerne ser tage næste skridt i det interne Venstre-hierarki.

- Han har været vores næstformand gennem 10 år. Han har gjort det godt. Han er en dygtig og ihærdig politiker.

- Han været god overfor Venstres organisation og bagland. Som både udenrigs- og finansminister har han formået at samle folk omkring sig, og derfor synes jeg, det vil være naturligt, at det er ham, der får muligheden for at føre stafetten videre, siger Hans Ejner Bertelsen.

Den fremtidige konstellation i Venstres formandskab bliver sat endeligt på plads, når partiet holder landsmøde til efteråret.