For enhver f*cking pris

Vilde planer i Viborg: Nyt træningsanlæg til 100 millioner kroner

Viborg FF vil nu investere massivt i at sikre sig en plads blandt de allerbedste i Danmark. Klubben øger spillerbudgettet og vil flytte fra det eksisterende træningsanlæg.

54:13
Forløsende sejr mod AaB, som sikrer VFF europæiske kampe efter sommerferien. Nu venter der også klubben et nyt træningsanlæg.

Efter en syvendeplads og adgang til de europæiske turneringer for første gang i 22 år er fodboldklubben Viborg FF nu klar til at geare op for at kunne begå sig blandt de allerbedste i Danmark.

- Vores topprioritet er, at vi får bedre træningsfaciliteter og bedre baner. Det er altafgørende for, at vi kan løfte os yderligere, siger sportschef Jesper Fredberg.

I episode syv af TV MIDTVEST-dokumentaren For Enhver F*cking Pris får sportschefen på et møde i begyndelsen af juni i København lovning på, at der er bedre rammer på vej. Her giver den ene af de fire nye Viborg FF-ejere, Jesper Søgaard, der også er CEO hos Better Collective, udtryk for, at der nu skal købes et stykke jord, så spaden kan komme i jorden til et helt nyt træningsanlæg til i omegnen af 100 millioner kroner.

- Lad os få købt den grund. Og så kan vi arbejde med flere modeller. Hvis tingene ikke helt udvikler sig, som vi håber på, kan det måske ikke blive Rolls Royce-modellen i begyndelsen, men så i stedet en Toyota-model; hvor faciliteterne så må blive bedre lidt efter lidt, siger Jesper Søgaard.

Bedre baner og større spillerbudget

Det meste akutte behov for Viborg FF’s sportslige ledelse er bedre baner. Blandt andet hybridbaner og en kunstgræsbane, så Superligaholdet kan løfte de daglige træninger til et nyt niveau.

- Vi skal have et sted, hvor vi kan få skabt et topmiljø. Hvis vi får perfekte baner, kan vi godt leve med at skulle bo i et par containere i et stykke tid, siger Jesper Fredberg.

Ud over at flytte fra det eksisterende træningsanlæg på Rughavevej i Viborg barsler Viborg FF også med at hæve spillerbudgettet.

- Vi ved, at sæson to i Superligaen er svær. Derfor synes jeg, at det giver ret god mening at investere hårdt nu. For at stå bedre rustet til den kommende sæson, understreger Viborg FF-ejer, Jesper Søgaard. 

Se alle syv episoder af serien om Viborg FF nedenunder.