Valgkampen buldrer allerede derudaf: Kandidaterne var i gang med det samme

Valgkampen er skudt i gang, og det gibber i tre midt- og vestjyske kandidater, der fra hver sit ståsted ser frem mod fire travle uger.

2:17
Indtil den første november får folketingskandidater landet over travlt med at forsøge at vinde en stol på Christiansborg, for man kommer ikke sovende til det.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

For knap fire måneder siden fik SF’eren Signe Munk en lille datter. Siden er hun stemplet ud af sit politiske liv som folketingsmedlem for at holde barsel i sit hjem på Fur.

I dag klokken 13 sad hun klistret til skærmen i stuen, da Mette Frederiksen satte en stopper for barselsorloven ved at udskrive valg.

- Jeg er spændt. Jeg kan ikke huske et folketingsvalg, hvor det ikke har kriblet sådan lidt i kroppen, når et valg bliver udskrevet, fordi så er det politiske flertal jo på spil, siger Signe Munk.

Signe Munk fulgte pressemødet klokken 13 tæt.
Signe Munk fulgte pressemødet klokken 13 tæt.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Med en svigermor på spring til at passe den lille, er Signe Munk klar til banke rusten af sig og vende tilbage til den politiske hverdag - selvom det er lidt af en omvæltning.

- Det er i hvert fald et andet gear at være i den politiske debat end at gå hjemme i sin barselsboble. Der er jo ingen tvivl om, at Thyra har fyldt min verden her de sidste par måneder, og nu skal jeg også forholde mig til den verden, der er udenfor igen, siger hun.

- Og jeg er jo et politisk menneske, så det er jeg jo vant til, og det nyder jeg også.

Nu venter travle uger med valgplakater, debatter, og virksomhedsbesøg. Men lige meget hvor stor en hjælp og støtte der kommer fra svigermor, er SF’eren klar over, at det at være mor til et spædbarn kommer til at sætte nogle spor i den valgkamp, hun nu skal føre.

- Der er ingen tvivl om, at den der bekymring for hverken at slå til derhjemme eller i valgkampen, den bærer jeg også med mig, siger hun.

- Jeg tror også, jeg må være ærlig at sige, at jeg ikke kommer til at kunne køre land og rige rundt, som jeg plejer i en valgkamp, og kunne være lige så meget ude på gaden. For jeg har en lille pige, som jeg også skal være der for. Men nu begynder der simpelthen et kludetæppe af praktik, der skal gå op, så jeg både kan komme ud på gaden, men også være der for Thyra.

Majbritt Birkholm var hurtigt i fuld gang med at dele flyers ud i Holstebros gader.
Majbritt Birkholm var hurtigt i fuld gang med at dele flyers ud i Holstebros gader.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Spritny folketingskandidat

Èn der var at finde i Holstebros gader bare få timer efter Mette Frederiksens pressemøde er Majbritt Birkholm fra Ryde ved Vinderup. Hun stiller for første gang op til folketinget som kandidat for Dansk Folkeparti.

- Det er jo sindssygt nervepirrende. Jeg har jo ikke læst store tykke bøger om statskundskab. Altså jeg er politimand, og jeg har erhvervserfaring og arbejdet siden jeg var 13 år, så jeg er jo ikke en del af det her game, siger hun.

Heldigvis er det ikke nødvendigt at have læst statskundskab for at dele flyers ud og hænge valgplakater op. Og det er den nye kandidat glad for, at hun endelig er i sving med.

- Vi har jo gået i flere måneder nu og ført sådan lidt en uofficiel valgkamp. Så den der spænding, man har gået med, den blev så udløst i dag, og nu kan vi så omsætte det til noget energi, så vi kan komme i gang med at føre den her valgkamp, siger Majbritt Birkholm.

Den uofficielle valgkamp er nu blevet officiel, og allerede på førstedagen kan debutanten tydeligt mærke, at hun kommer til at løbe meget stærkt de næste fire uger.

- Jeg kan se i min mailboks, at det vælter ind med forskellige debatter og sådan noget, og jeg har jo selvfølgelig masser af arrangementer rundt omkring i hele Vestjyllands storkreds, både på gader og stræder. Så det bliver en hektisk tid, men det bliver spændende, og jeg glæder mig helt vildt, siger Majbritt Birkholm.

Ingen tvivl om valgets store tema

I Viborg modtog den garvede venstremand Kristian Pihl Lorentzen også valget med kyshånd. Han skød valgkampen i gang ved at hænge et stort banner op på en gavl i Viborg.

- Og så er det ud over stepperne, siger han.

- Der er ikke et minut ledigt i min kalender de næste fire uger, og sådan skal det være. Valgkamp handler om synlighed og tempo, højt humør og engagement, og jeg har heldigvis rigtig mange, der hjælper mig i de kommende uger, så der bliver fuld knald på.

Kristian Pihl Lorentzen glæder sig til valgkampen.
Kristian Pihl Lorentzen glæder sig til valgkampen.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Selvom Kristian Pihl Lorentzen har siddet i folketinget siden 2005, er han klar over, at man aldrig kan vide sig sikker i en valgkamp.

- Der er rigtig mange dygtige blå kandidater – ikke mindst fra Venstre – her i landsdelen. Så der er hård konkurrence, men jeg kæmper hårdt, og jeg tror, jeg har en chance, siger han.

På trods af at de tre midt- og vestjyske kandidater ikke har samme politiske ståsted og dermed går ind til de næste tre uger med forskellige budskaber, er de ret så enige om én ting. Nemlig at det emne, der kommer til at fylde mest i valgkampen, bliver inflation, energikrise og stigende priser.