Unge i Viborg vil stemme for klimaet: - Det synes jeg er virkelig vigtigt

På Viborg Gymnasium er det klima og bæredygtighed, der fylder for førstegangsvælgerne. Pensionisterne i Thy har et andet fokus.

2:07
Energikrisen er for mange vælgere det vigtigste emne i valgkampen.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Nogle vælgere har stået i stemmeboksen til et folketingsvalg adskillige gange. Andre skal sætte krydset for allerførste gang. 

En del af dem sad midt i en fysiktime på Viborg Gymnasium, da Mette Frederiksen udskrev valg i eftermiddags.

- Det er megafedt. Det har jeg glædet mig til, siger Freja Bang Dyring-Olsen, der fylder 18 år om to uger.

Flere af eleverne i klassen kan fejre 18 års fødselsdag i løbet af valgkampen, og kan dermed se frem til at sætte deres første kryds i stemmeboksen den 1. november. Og det er noget, Alberte Ølholm ser frem til.

- Jeg synes, det er noget af det, der gør, at man sådan glæder sig til sin 18 års fødselsdag. Det er lidt vildt at blive 18, siger hun.

De unge i gymnasieklassen er enige om særligt ét tema, der er vigtigt for dem, når de skal beslutte sig for, hvad de skal stemme.

- Jeg synes i hvert fald sådan noget med klimaet, det er meget vigtigt. Så et parti der ligesom går ind for det, siger Freja Bang Dyring-Olsen.

- Jeg går rigtig meget op i miljø og klima. Det synes jeg er virkelig vigtigt, siger Alberte Ølholm.

Alberte Ølholm er glad for at kunne stemme til folketingsvalget.
Alberte Ølholm er glad for at kunne stemme til folketingsvalget.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Energikrisen fylder for pensionisterne

Hos de mere valg-erfarne, i den anden ende af aldersskalaen, er det et andet emne, der fylder.

I Sydthy er en flok pensionister samlet om kaffebordet onsdag aften, og her går snakken om tårnhøje energipriser og den galopperende inflation. Det er det, de mener, politikerne skal bruge deres kræfter på at løse.

- Specielt dem der har gasfyr. Der synes jeg nok, at man burde gøre noget fra regeringens side, siger Henning Hauerberg fra Skyum.

Og de ældre er egentlig ikke så optaget af, hvem der skal være statsminister. Det vigtigste er, at debatten handler om politik.

- Alt det der fnidder - lad os for nu lukke ned for det og så få noget konstruktivt i gang, siger Lisbeth Nielsen fra Hurup.

Josephine Thorup vil spørge sine forældre ind til deres politiske holdninger, når hun skal bestemme sig for, hvem der skal have hendes stemme.
Josephine Thorup vil spørge sine forældre ind til deres politiske holdninger, når hun skal bestemme sig for, hvem der skal have hendes stemme.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Eleverne på Viborg Gymnasium ved heller ikke, hvem de ønsker som statsminister. For selvom de er enige om, at de vil støtte et parti, der har klimaets ve og vel for øje, kan det være svært at lure, hvor det første kryds skal sættes.

Men så er det godt, de har fire uger til at bestemme sig.

- Jeg vil helt klart undersøge mere omkring, hvad partierne går ind for, og så for eksempel hvad min far stemmer på. Og høre lidt hvad mine forældres meninger er, siger gymnasieelev Josephine Thorup.