Socialdemokratisk fight i Viborg: Både Mette og Karin vil i Folketinget

Endnu en gang risikerer de to socialdemokratiske kandidater at neutralisere hinanden.

1:53
Mette Nielsen og Karin Gaardsted er begge socialdemokrater og holder til i Viborg.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

To kvinder kæmper om de socialdemokratiske stemmer i Viborg, for de har ikke kunnet blive enige om, hvem der skal være spidskandidat.

Socialdemokraterne Mette Nielsen og Karin Gaardsted går nemlig begge efter at blive valgt. Det gjorde de to rivalinder også ved sidste folketingsvalg - og her kom ingen af dem ind.

Nu risikerer historien at gentage sig.

- Det er selvfølgelig ikke optimalt, men jeg tror alligevel, at vi får samlet rigtig mange socialdemokratiske stemmer, siger Karin Gaardsted.

- Det allerøverste mål for Socialdemokratiet er, at den socialdemokratiske regering skal fortsætte, og i bund og grund, så er alt andet jo personlig forfængelighed. Men når det er sagt, så vil jeg selvfølgelig rigtig gerne vælges, og det er jeg klar over, at Karin Gaardsted også gerne vil, siger Mette Nielsen.

Karin Gaardsted er spidskandidat i Viborg Vest-kredsen, mens Mette Nielsen er spidskandidat i Viborg Øst-kredsen.

Ikke færdig som politiker

Hverken Karin Gaardsted eller Mette Nielsen blev altså valgt ved sidste folketingsvalg.

Alligevel tør de begge godt at vove pelsen igen. For Karin Gaardsteds vedkommende handler det om, at hun slet ikke er færdig som politiker.

- Jeg synes stadig, at jeg har mange kræfter i mig selv til at kunne gå ind og tage en ny tørn og være med til at sætte Viborg og Viborg Kommune på dagsordenen i Folketinget, siger Karin Gaardsted, der har siddet i Folketinget ad to omgange.

- Hvis jeg havde siddet i Folketinget nu, så ville det have været lettere tilgængeligt, men jeg mener stadig, at jeg er en kendt person i hele det midt- og vestjyske område, så jeg tror på min chance.

Risikerer I ikke at træde hinanden over tæerne?

- Jo, men det må vi tage med, og så må vi samle alle de socialdemokratiske stemmer, som vi kan få, og så håber på, at fremgangen for socialdemokratiet bliver så stor, at der i hvert fald er en af os, der kommer ind.

17 års erfaring i politik

Mette Nielsen har heller ikke i sinde at stille de politiske træsko, selvom hun missede en plads i Folketinget sidste gang.

Hun har været aktiv i politik i 17 år, og hun tror på, at år 2022 er hendes folketingsår.

- Jeg havde et rigtig godt kommunalvalg, hvor jeg fik 50 procent flere stemmer end ved valget før, så jeg synes, der er god stemning omkring mig. Jeg er helt sikker på, at jeg vil blive en stærk stemme for især velfærden for Viborg.

Risikerer I at neutralisere hinanden?

- Jeg tænker, at det handler om at få flest mulige socialdemokratiske stemmer, og det fik vi også ved sidste valg, og det er det, vi går efter. Så håber vi på, at vi måske kan få et femte mandat ( i Vestjyllands Storkreds, red.), og så er der ingen tvivl om, at Viborg også får en stemme i Folketinget

Hvem der får dét mandat, vil tiden vise.

- Det må vi se, når stemmerne er talt op.