Landmand om mulig CO2-afgift: - Så er vi nødt til at lukke ned

Svineproducent Sven Agergaard er bekymret for en mulig CO2-afgift på landbruget. Ifølge ham straffer afgiften landbruget i stedet for at løse udfordringerne.

2:10
Sven Agergaard mener ikke, at en CO2-afgift er løsningen på et mere klimaneutralt landbrug.
Foto: Pernille Leftes, TV MIDTVEST

CO2 er noget skidt for klimaet. I landbruget er CO2-udledningen også helt bogstaveligt talt forbundet med skidt, for det er især dyrenes prutter, der er dyre i CO2-regnskabet.

Ifølge tal fra Landbrugsstyrelsen udleder dansk landbrug samlet set 22 procent af den totale CO2-udledning her i landet.

Derfor kommer forslaget om CO2-afgift på landbruget aktuelt fra Socialdemokratiet for at nedbringe udledningen - men det er noget, svineproducent og formand for Herning-Ikast Landboforening Sven Agergaard ikke er begejstret for.

- Her går man ind og straffer en masse, uden at man har noget alternativ, siger han.

Frygter tab af arbejdspladser

Helt konkret er Sven Agergaard bekymret for, at CO2-afgiften vil få ham selv og andre landbrugsproducenter til at dreje nøglen om.

- Det her, det er så indgribende, og det har så store omkostninger, at der er rigtig mange, der ikke kan klare det. At betale den afgift kan slet ikke lade sig gøre. Så er vi nødt til at lukke ned, forklarer han.

Og han mener, at afgiften er en dårlig løsning - også på klimaets vegne.

- Jeg så hellere, at vi brugte penge på at udvikle nogle løsninger, siger Sven Agergaard og uddyber, at man så, når man har fundet de løsninger, kan indføre CO2-afgiften.

- Sådan at dem, der ikke formår at udnytte de nye teknologier, de får en straf, foreslår han.

Straf i stedet for løsning

Som CO2-afgiften er foreslået lige nu, så vil den ifølge svineproducenten bare resultere i lukning af store dele af erhvervet og sende produktionen til udlandet, hvor klimabevidstheden er mindre end her.

- Vi gør allerede rigtig meget, og vi vil gerne gøre en masse. Vi er bare ikke klar over, hvad det er, vi skal gøre, og det skal vi have fundet ud af, siger han.

Han er personligt træt af, at landbruget bliver udskældt som nogen, der ikke søger løsninger for at blive mere klimaneutrale. Han har selv gjort mere for at forbedre sin egen drift.

- Vi har lavet en klima-handlingsplan, hvor vi har kigget på steder, hvor vi kan forbedre os, blandt andet ved selv at producere noget energi via solceller.

Så med forslaget om en CO2-afgift er hans konklusion klar.

- Det (afgiften, red.) er jo den nemme løsning, men så kommer vi til at tabe en hel masse arbejdspladser, siger Sven Agergaard.