Valg i blinde: Hvor sætter kerne-DF’eren sit kryds, når hun skal stemme i blinde?

Er kernevælgeren Helen Warming Henriksen enig med Dansk Folkeparti, når alt kommer til alt? Det undersøger TV MIDTVEST i andet afsnit af 'Valg i blinde'.

Under valgkampen undersøger TV MIDTVEST, hvor midt- og vestjyderne vil sætte deres stemme uden at vide, hvilket politisk parti, politikerne stiller op for. 

Førtidspensionisten Helen Warming Henriksen fra Nøvling ved Herning har ikke været i tvivl ved de seneste fire folketingsvalg, hvor hun trofast har sat sin stemme hos Dansk Folkeparti, når hun har stået i stemmeboksen.

- Jeg har en mening om mange ting. Der er ting, jeg brænder meget for, lyder det fra Helen Warming Henriksen, inden hun bliver sendt i stemmeboksen, hvorfra hun skal blive klogere på, hvad de tre politikere står for.

De tre kandidater 

Et af de emner, som midtjyden har taget med i stemmeboksen, omhandler strafferammen ved trafikdrab, hvor spiritus og narko er indblandet. Her henviser Helen Warming Henriksen til det trafikdrab, der fandt sted i december på Hodsagervej sydøst for Holstebro, hvor tre personer omkom. Uden for boksen svarer de tre politikere på, om de vil kæmpe for en højere strafferamme. 

- En spritbilist har selv valgt at sætte sig ind i bilen med sprit i blodet, og derfor kan man godt sige, at straffen på tre år slet ikke er til at sammenligne med de liv, der er forsvundet her, så jeg synes, at den sagtens kunne være højere, end den er i dag, lyder det fra Jette Lund, der stiller op for Dansk Folkeparti.

Den holdning er Peter Nowack fra SF overvejende enig i.

- Der er ikke nogen, der bliver levende af, at man udvider den til fire eller fem år, men tre års fængsel, synes jeg også, er i underkanten i den sag her, svarer han.

Valg i blinde 

Steffen Troldtoft mener derimod ikke, at en højere straf er den rigtige løsning.

- Jeg tror, at man kan gøre en forskel, det er i højere grad ved forebyggende arbejde og behandling fremfor at øge straffen voldsomt, siger Steffen Troldtoft fra Liberal Alliance.

Om kernevælgeren ender med at sætte sit kryds hos Dansk Folkeparti, når hun skal stemme i blinde, kan du se lige her i det andet afsnit af serien ’Valg i blinde.’ 

Vi har bedt en række vælgere finde de problemstillinger, der fylder mest i deres liv - og så skal tre folketingskandidater svare på, hvad de vil gøre ved det. Uden vælger og kandidater kan se hinanden, eller ved noget om hinanden. Og så skal vælgerne til sidst vælge den kandidat, de er mest enige med - i blinde.

Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien Politik.