Radikale Venstre: Nyt kandidathold står bag Steenberg

Radikale Venstre er et af de partier, som står til fremgang ved valget. Men i Midt- og Vestjylland skal kampen vindes med et næsten nyt kandidathold.

Andreas Steenberg er eneste genganger på Radikale Venstres kandidathold i Vestjyllands Storkreds.
Andreas Steenberg er eneste genganger på Radikale Venstres kandidathold i Vestjyllands Storkreds.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Det nuværende folketingsmedlem Andreas Steenberg er eneste genganger på opstillingslisten hos Radikale Venstre. Resten af holdet er skiftet ud siden valget i 2015, blandt andet mangler nu Sanne Bjørn og Johannes Lebech, der begge fik næsten 1000 personlige stemmer i henholdsvis den østlige og den vestlige del af storkredsen.

Derfor venter der også en stor opgave for Andreas Steenberg og partiets nye kandidater, når de denne gang skal have vælgernes dom i stemmeboksen. En af de nye kandidater er Hanne Roed. Hun er næstformand for regionsrådet i Region Midtjylland og er ved folketingsvalget opstillet i Holstebro og Viborg. Hun bor i Aarhus og skal nu forsøge at skabe sig et navn i den vestlige del af Jylland.

Jelved og Jens Rohde

I Nordjylland tager partiets Grand Old Lady, den 75-årige Marianne Jelved, en tur mere fra sin kreds i Hjørring. Hvis hun ikke sidder hele næste valgperiode ud, kan det blive spændende hvem der tager pladsen som førstesuppleant. De to lokale kandidater fra Midt- og Vestjylland er Thistedkredsens Helle Sommer Kjærgaard og Himmerlandskredsens Gitte Lobdrup.

I Vestjylland så det længe ud til, at europaparlamentsmedlem Jens Rohde ville udfordre Andreas Steenberg om mandatet i Vestjylland. Viborgenseren Rohde var kandidat i Viborg og Holstebro og kampklar. Men i september sidste år ændrede han mening, og i stedet stiller han nu op i København.

Fremgang smitter af

Selv om kandidatlisten ikke er fyldt med profiler, så er der alligevel rigtige gode chancer for, at Andreas Steenberg kan tage endnu en periode på Christiansborg. Også selvom han i øjeblikket sidder på det mest usikre af partiets mandater.

Radikale Venstre er nemlig et parti i fremgang. Ved sidste valg fik partiet otte mandater, men det resultat ser ud til at blive forbedret markant. I meningsmålingerne står de til at gå frem, så de sikrer sig 12 mandater. Og hvis de målinger holder stik, så burde en midt- og vestjysk radikal være sikker på at komme i folketinget.