Politikere til førstegangsvælgere: - Vær ikke bange for at sætte kryds

Fredag var der politisk debat på programmet på gymnasiet i Thisted. Udover kampgejst havde politikerne også gode råd med til eleverne.

Inden længe trykker Lars Løkke Rasmussen på den famøse valgknap. For flere unge midt- og vestjyder betyder det, at de for første gang skal ind i stemmeboksen for at sætte deres kryds.

Fredag var der politisk debat på gymnasiet i Thisted for byens ungdomsuddannelser. TV MIDTVEST var forbi for at hente gode råd fra politikerne til dem, der for første gang skal stemme til et folketingsvalg. 

quoteNår man er ung, så vil man eksempelvis ikke have nedskæringer på sin uddannelse – men det kan jo sagtens ændre sig gennem livet. 

Emma Marx Christensen

- De skal ikke være bange for at stemme, og når de så har sat deres kryds, skal de holde politikerne op på det, de har lovet, lyder det fra Dansk Folkepartis Ib Poulsen.

- De skal tænke sig rigtig godt om, hvilket slags samfund, de gerne vil have – hvilke kulturer, der skal være mellem os. De skal gøre sig nogle overvejelser om, hvor de vil hen, svarer Marianne Jelved fra Radikale Venstre.

Også socialdemokraten Simon Kollerup havde taget plads i panelet. Ifølge ham skal unge tage udgangspunkt i dem selv, når de skal beslutte, hvem der skal have deres opbakning.

- Du skal stemme på nogen, der gør en forskel i den hverdag, du har – nogen, der siger nej til nedskæringer på din uddannelse.

- Det kan jo sagtens ændre sig gennem livet 

I Teutonersalen på Thisted Gymnasium deltog flere hundrede elever fra byens ungdomsuddannelser i fredagens debat. Her havde de mulighed for at møde politikerne helt tæt på under arrangementets workshop. Og de tog overvejende godt imod politikernes råd til dem.

- Jeg synes, det er et godt råd. Jeg synes også, at man skal stemme efter, hvad der er ens egen mærkesag. Når man er ung, så vil man eksempelvis ikke have nedskæringer på sin uddannelse – men det kan jo sagtens ændre sig gennem livet, siger Emma Marx Christensen, der går i 2. g på Thisted Gymnasium om Simon Kollerups råd.

Det er den frivillige forening DemokraTour, der stod bag arrangementet på Thisted Gymnasium. Foreningen afholder forskellige arrangementer og består af unge fra Thy.  

Hvis du er i tvivl om, hvor du skal sætte dit kryds til det kommende folketingsvalg, kan der være lidt hjælp at hente lige her

Elever fra byens ungdomsuddannelser deltog i debatten,
Elever fra byens ungdomsuddannelser deltog i debatten,
Foto: Frederikke Dammark, TV MIDTVEST

Læs flere artikler fra Thisted eller i kategorien Politik.