Nu skal der stemmes: Disse fejl bliver oftest begået i stemmeboksen

Flere vælgeres stemmer bliver dømt ugyldige. Tegninger på stemmesedlen er blandt de mest hyppige stemmefejl.

Stemmehemmeligheden i Danmark gør, at børn, der kan læse og dermed se, hvad man har stemt, ikke må komme med ind i stemmeboksen.
Stemmehemmeligheden i Danmark gør, at børn, der kan læse og dermed se, hvad man har stemt, ikke må komme med ind i stemmeboksen.
Foto: Marie Hald / Ritzau Scanpix

I dag skal krydset sættes til folketingsvalget. Valgstederne åbner klokken 8, men der er række regler, som skal overholdes, hvis din stemme skal tælle.

Tegninger, kruseduller, kryds ved alt for mange partier eller navne på politikere er blandt det, der kan gøre en stemme ugyldig. 

Ved sidste folketingsvalg blev 11.200 stemmer erklæret ugyldige. Dette er 2.800 flere end ved Folketingsvalget i 2007, og det svarer til en stigning på 33 procent. Det oplyser Danmarks Statistik.

Tegninger er blandt den mest hyppige stemmefejl. I 2015 var der 2.000 vælgere, som havde tegnet, skrevet eller påklæbet noget på deres stemmeseddel.

De 10 mest hyppige stemmefejl ved stemmer afgivet på afstemningsstedet - fra folketingsvalget 2015.
De 10 mest hyppige stemmefejl ved stemmer afgivet på afstemningsstedet - fra folketingsvalget 2015.
Foto: Danmarks Statistik

Den næst hyppigste årsag var at sætte krydset ved flere partier, hvilket knap 1.900 vælgere gjorde. Der var 1.400 personer, som satte et andet mærke end et kryds på stemmesedlen.

På trods af flere fejludfyldte stemmesedler er det en lille andel af det samlede antal afgivne stemmer. I 2007 var 0,2 procent af stemmerne udfyldt forkert - en andel, som i 2015 voksede til 0,3 procent.

Blanke stemmer tæller også som ugyldige stemmer i statistikken.

Ved sidste folketingsvalg i 2015 blev der afgivet 3,56 millioner stemmer.

Valgstederne er åbne fra klokken 8.00 til 20.00.

10:43
Sådan gik Folketingsvalget 2019 i midt- og vestjylland.