Kristian Jensen: - Underligt at miste regeringsmagten

Selvom Venstre går frem i antal stemmer, så skal partiet nu give stafetten videre til rød blok.

- Nu skal vi bruge vores mandater på at søge indflydelse fra starten af, for jeg tror, det er det, Venstres vælgere forventer af os - at vi bruger vores styrke til at søge indflydelse.
- Nu skal vi bruge vores mandater på at søge indflydelse fra starten af, for jeg tror, det er det, Venstres vælgere forventer af os - at vi bruger vores styrke til at søge indflydelse.
Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Kristian Jensen skal vinke farvel til ministerpost, regeringsmagt og en hverdag proppet med politik. Men selvom forandringerne er mange, så er han stolt over, at hans parti går frem i antal stemmer.

- Hvis man kigger på Venstre som sådan, så står vi til et bedre resultat, end nogen meningsmålinger spåede. Omvendt står både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti til at få et meget dårligere valgresultat. Og det lærer os måske, at man skal forstå at gribe indflydelsen, når man har mulighed for det, siger Kristian Jensen.

Fremtiden ved han lige nu ingenting om, og det er en underlig fornemmelse at miste regeringsmagten.

- Det er klart, at jeg er ærgerlig over, at jeg skal forlade Finansministeriet. Jeg synes, vi har opnået gode resultater. Vi har fået et Danmark, der er i bedre balance, vi har fået skabt vækst i hele Danmark, også i Midt- og Vestjylland, og jeg er glad for, at Venstre som parti har fået en god opbakning på baggrund af det, siger Kristian Jensen.

Torsdag skal Lars Løkke til dronningen, og så skal der dannes ny regering. Kristian Jensen ser nu fremad – og henover midten.

- Vi forsøger at lave en regering henover midten med Lars som formand, og det er noget, vi skal forsøge at få gang i i morgen. Det bruger jeg ikke tid på at tænke på. Lige nu tænker jeg også på, hvordan vi kommer videre herfra, og sætter Venstres mandater i spil til mest mulig indflydelse, siger han.