Forsker: Valgplakater kan flytte stemmer mellem kandidater

Fra lørdag må valgplakater hænges i lygtepælene. Ifølge forsker er valgplakaten en effektiv kampagne.

Valgplakater kan få indflydelse på, hvem der ender på Christiansborg (arkivfoto).
Valgplakater kan få indflydelse på, hvem der ender på Christiansborg (arkivfoto).
Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Kampen om den bedste placering og vælgernes opmærksomhed er begyndt.

Fra lørdag klokken 12 må politikere landet over hænge valgplakater op til folketingsvalget, der afholdes 5. juni.

For vælgere kan det måske virke som en hyggelig tradition, når der er valg, men for politikere kan det have stor betydning for, om de bliver valgt ind i Folketinget.

Det fortæller Robert Ormrod, der forsker i politisk markedsføring og kommunikation ved Aarhus Universitet.

- I Danmark har vi tradition for, at valgplakater hænges op, og det er noget, vi forventer at se. Det er en del af en fejring af valgkampen.

- Men det har også den effekt, at kandidaterne bliver mere synlige, og det er vigtigt, fordi mennesket er meget visuelt i den måde, det tænker og tager beslutninger på, siger han.

Kampagnen foregår flere steder

Siden sidste folketingsvalg i 2015 er en større del af den politiske kampagne flyttet ind på de sociale medier såsom Facebook og Twitter, hvor politikerne kan sprede deres politiske budskaber.

Alligevel mener Robert Ormrod ikke, at eksempelvis Facebook er en konkurrence til valgplakaterne.

- Der er rigtig mange, der ikke bruger de sociale medier til at kigge efter politikere. Der er mange, som bare bruger det til sociale formål og ikke tænker det som et sted at finde politisk information.

- Det man ser i gadebilledet får ens opmærksomhed. Men på sociale medier konkurrerer politikerne med eksempelvis ens venner, som lige har været i byen, og andre, som lige har været på ferie, og har lagt billeder op af det.

Det betyder også ifølge Robert Ormrod, at valgplakater kan have så meget indflydelse på en politikers kampagne, at de rent faktisk kan flytte stemmer - især mellem kandidater internt i et parti.

- Der, hvor det kan have en effekt, er med de kandidater, som ligger på vippen, og de kandidater, der har brug for flere personlige stemmer for at komme ind.

- Derfor er det meget vigtigt for hver enkelt kandidat at sørge for, at deres plakat er synlig, og at de skiller sig ud, siger han.

EU-valg tager også plads

Der kan imidlertid blive en reel kamp og pladserne i år. For den sidste uge har ansigter med kandidater til valg til Europa-Parlamentet, der skal afholdes 26. maj, prydet landets lygtepæle.

Og det er ikke godt for folketingskandidaterne, siger forskeren.

- Det har en direkte betydning, fordi plakaterne til europaparlamentsvalget har de gode pladser.

- Alle de bedste steder langs indfaldsveje, på gågader og ved butikscentre er valgt, så på den måde bliver det lidt sværere for folketingskandidater at hænge deres plakater op.

/ritzau/