Sølvhøj til sin sidste åbning af Folketinget: Ærgrer sig over ufærdigt arbejde

Det kommende farvel betyder et farvel til 50 år med politik.

Jakob Sølvhøjs kontor er fyldt med stakke af papirer fra hans folketingsarbejde. Ved det kommende valg stempler han endegyldigt ud.
Jakob Sølvhøjs kontor er fyldt med stakke af papirer fra hans folketingsarbejde. Ved det kommende valg stempler han endegyldigt ud.
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

Der er altid en første gang. Men også en sidste.

Det må Enhedslistens Jakob Sølvhøj sande. Tirsdag er det 68-årige folketingsmedlem med til sit livs sidste udgave af Folketingets åbning. 

- På den ene side har jeg det godt med det. Det er et valg, jeg selv har truffet. Der må være grænser for hvor langt et arbejdsliv må være.

- På den anden side er jeg ked af, at vi ikke kan gøre hele valgperioden færdig. Jeg synes, der er så meget at gøre, siger Jakob Sølvhøj, mens valgrygterne på Christiansborg intensiverer.

Han peger blandt andet på, at et snarligt valg vil betyde, at Folketinget ikke får udmøntet klimaloven.

- Jeg er stærkt skuffet over, at regeringen vil mere på handicapområdet. Det gør ikke, at jeg gerne vil væk – men vi står med ufærdigt arbejde, hvis der udskrives valg, siger han.

Glad for ordførerskaber

Jakob Sølvhøj begrunder selv sit ønske om at stoppe i dansk politik ved næste valg med at tiden er moden. 

Han har været en del af fagbevægelsen og cv'et tæller godt 50 år med politik inde på livet. 

- Jeg håber ikke, at jeg kommer til at savne det politiske liv for meget, erkender folketingsmedlemmet, der har repræsenteret Vestjylland siden valget 2015. 

Ved valget i 2019 var han en del af de repræsentanter fra Enhedslisten, der var med til forhandlingerne om det forståelsespapir, som S-regeringen indgik med dets støttepartier. 

- Vi kunne godt have ønsket os mere af regeringen, men på den anden side fik vi sat en ny linje. Vi ønskede at skabe et brud for socialdemokratiske linje, der blev kendt under Helle Thorning, erindrer han.

For sit eget vedkomne fremhæver Jakob Sølvhøj de ordførerskaber, han har haft.

Aktuelt tæller listen børneordfører, handicapordfører, undervisningsordfører og ældreordfører.

- Jeg har haft ordførerområder, jeg brænder for. 

- Det har været interessant at komme tæt på mange aktører, slutter folketingsmedlemmet.

Folketingets åbning kan følges på tvmidtvest.dk samt i 19.30-udsendelsen tirsdag aften.

På TV MIDTVEST Kanalen sendes der desuden debat fra Folketingets åbning klokken 13.30.