Johs Poulsen: - DF lader regionerne slippe for mediebesparelser
Sparekniven skal ikke svinges over TV2’s regioner ved medieforhandlingerne, mener DF. Og partiet skal nok få sin vilje, vurderer Radikales Johs Poulsen.
Dansk Folkeparti har meldt ud, at partiet går ind i medieforhandlingerne for at styrke de regionale og lokale medier. Partiet mener ikke, det er en god idé at spare på TV2-regionerne. Og ved at lade regionerne slippe for besparelser, kan partierne måske nå til enighed om et medieforlig.
- Jeg gætter på, at det mest sandsynlige er, at TV2-regionerne slipper for besparelseskravet – til gengæld får de nok ikke tilført en masse ekstra, som DF også vil. Men så kan de jo mødes på, at det kan ende med at blive, som det er i dag. Så jeg tror, at man på de regionale tv-stationer kan ånde lettet op, siger Radikales Johs Poulsen fra Herning. Vurderingen bliver givet i det politiske magasin Fixpunkt, som bliver sendt på TV MIDTVEST tirsdag aften.
DF kommer i mål med ét af sine krav
Kulturminister Mette Bock præsenterede regeringens medieudspil i torsdags, men meldte med det samme ud, at slutresultatet ikke ville blive, det der i første omgang blev præsenteret. Alle partier skal være enige, og netop derfor tror Johs Poulsen også, at Dansk Folkeparti får sin vilje, når det handler om TV2’s regionale tv-kanaler.
- Det her er måske det tydeligste eksempel på, at der i hvert fald er visse elementer, der har været clearet, som elementer der kan stilles spørgsmålstegn ved, og som skal pilles ud igen efterfølgende. Når Dansk Folkepartis medieordfører går ud og siger sådan her, så vil det jo i virkeligheden være et stort nederlag, hvis ikke Dansk Folkeparti kommer i mål med et eller andet på området, og det gør de, siger Johs Poulsen.
Her kan du se hele regeringens medieudspil.