Ville ikke tage telefonen: Vidste ikke, han var lotto-millionær

En principfast mand gik en måned uden at vide, han havde vundet 12½ million i Lotto. Han ville ikke tage telefonen, da Danske Spil ringede.

Lotto-kuglerne faldt heldigt ud for en mand fra Favrskov. Han vidste det bare ikke.
Lotto-kuglerne faldt heldigt ud for en mand fra Favrskov. Han vidste det bare ikke.
Foto: Scanpix/Niels Meilvang

En mand i 50’erne fra Favrskov Kommune gik rundt som millionær i over en måned uden at vide det, fordi han har et princip om, at han ikke svarer på opkald fra folk, han ikke kender. Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

- Nu kan jeg godt se, at det var lidt dumt, at jeg ikke tog telefonen, siger han.

Retningslinjerne foreskriver, at Danske Spil kun må oplyse om en gevinst til vinderen personligt. Efter de mange forgæves opkald og enkelte mails gik en ansat i Danske Spils Kundeservice over til at sende sms til den hemmelige millionær for at få fat i ham:

"Kære … Det er meget vigtigt, at du ringer til mig. Mvh, Helene".

- Jeg undrede mig da over, at jeg fik en sms fra en fremmed kvinde. Men jeg blev selvfølgelig nysgerrig. Så jeg ringede op til hende. Da hun sagde noget om, at jeg havde vundet en stor gevinst i Lotto, blev jeg naturligvis skeptisk. For jeg har prøvet at blive ringet op af folk, som enten ville snyde mig eller sælge mig noget. Det er også derfor, jeg ikke tager telefonen, hvis jeg ikke kender nummeret, fortæller han i pressemeddelelsen.

Helene fik dog manden til at gå ind og kigge på sin abonnementskonto, hvor det ganske rigtigt stod, at han havde vundet 12.500.000 skattefri kroner.

Købte en flaske rom og flytter til Aarhus

- Det var meget uvirkeligt. Jeg måtte have noget at sunde mig på, så jeg gik ud og købte en virkelig god flaske rom og tog mig et fornuftigt glas, lyder det.

Danske Spil oplyser, at den heldige vinder er single og glæder sig over, at han nu kan flytte ind til centrum af Aarhus, da det er en drøm, han længe har haft.

- Jeg har boet derinde før og har længe villet flytte tilbage, men finanserne har ikke været til det, da det jo er enormt dyrt. Så nu vil jeg købe mig en fin lejlighed. Jeg glæder mig virkelig meget til at komme tilbage, hvor der er liv - biografer og restauranter osv. Det har jeg savnet. Og nu behøver jeg aldrig mere tænke på, at jeg skal spare.

Den heldige vinder havde ikke planlagt den helt store sommerferie i år, men overvejer nu at tage en tur rundt i Danmark og besøge alle de steder, han aldrig har haft mulighed for at se. Især nu, hvor Corona alligevel har sat nogle begrænsninger på rejseaktiviteten.

- Det kunne godt blive en rigtig hyggelig luksustur med en hotelovernatning her og der, siger han.

Tavs om den store gevinst

Endnu har den aldeles velhavende mand ikke fortalt til nogen, at han har vundet den store gevinst.

- Jeg er lidt i vildrede, om jeg skal dele det med nogen. På den ene side, har man jo lyst til at skrige sin glæde ud til alle. På den anden side ved man ikke, om man kan få nogle problemer ved at gøre det. Så det overvejer jeg lige den næste tid. Nu skal jeg først lige komme mig helt over chokket, siger han.

Manden fra Favrskov er lottomillionær nummer 3669 gennem tiden.