Overtandlæge: fredagsslik er godt

I mange familier begrænser fredagsslik indtaget af søde sager til én dag. Det er blandt forklaringerne på børnenes sunde tænder i Favrskov Kommune.

taender.jpg

Overtandlæge Jørgen Kjær glæder sig over de nye tal på børns tandsundhed fra Sundhedsstyrelsen. Tallene viser igen i år, at børnene i Favrskov Kommune er bedre end både regions- og landsgennemsnittet til at børste tænder.

- Jeg var så imponeret over de flotte tal fra sidste år, så jeg var ærlig talt lidt nervøs for om vi kunne blive ved med at forvente forbedringer. men vi må bare konstatere, at vores arbejde med oplysning og lakforseglinger virker rigtig godt, konkluderer Jørgen Kjær. 82% af de 12-årige børn i kommunen har nul huller, mens 44% af de 18-årige kan prale af det samme. Overtandlægen ser en sammenhæng med det efterhånden udbredte begreb 'fredagsslik'.

- Det er for eksempel rigtig godt, at der er indført fredagsslik i de danske hjem, for så er de søde sager hovedsageligt begrænset til én dag i stedet for, at de bliver spredt lidt ud over hele ugen. Vi skal ikke være fanatiske og forbyde børnene slik, men nyde det i begrænset omfang. Og det er der kommet en god kultur omkring, siger Jørgen Kjær.

Han ærgrer sig dog samtidigt over for mange syreskader på tænderne, der skyldes sure drikke og kost som sodavand og syrligt slik.

Se her Favrskovs flotte nul-hul-statistik:

Favrskov:12-årige:82 %15-årige: 65 %18-årige: 44 %

Region Midtjylland:12-årige: 74 %15-årige: 57 %18-årige: 39 %

Landstotal:12-årige: 74 %15-årige: 56 %18-årige: 39 %