Kæmpe prisstigning: Alice har udsigt til at betale 50.000 mere for at holde varmen

Flere partier melder sig klar til at hjælpe de forbrugere, der bliver hårdt ramt af højere varmepriser, men partierne er ikke helt enige om modellen.

6:01
Alice Broer-Hansens beregninger viser, at hun har udsigt til at skulle betale 50.000 mere for at varme sit hjem på 153 kvadratmeter op.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Det kan blive en dyr omgang for mange forbrugere, hvis de vil holde varmen. 

Det gælder også for 76-årige Alice Broer-Hansen og hendes mand, der bor i Ulstrup ved Bjerringbro.

For nylig fik parret brev fra deres forsyningsselskab Gudenådalens energiselskab. Har varsler selskabet, at der er udsigt til store prisstigninger for ægteparret og andre kunder. 

Varslingen skyldes ifølge selskabets hjemmeside en 'meget voldsom, prisstigning af både gas- og elpriser'. 

 - Jeg er glad for, at jeg havde meget lavt blodtryk den dag. Det blev normalt igen, lyder det fra pensionisten, der også driver et lille forlag. 

Alice Broer-Hansen og hendes mand havde sat penge til side for at fejre deres 75-års og 80-års fødselsdage. Nu frygter hun, at pengene skal gå til en højere varmeregning.
Alice Broer-Hansen og hendes mand havde sat penge til side for at fejre deres 75-års og 80-års fødselsdage. Nu frygter hun, at pengene skal gå til en højere varmeregning.
Foto: Esben Kock Jensen, TV MIDTVEST

Hendes beregninger viser, at ægteparret kan se frem til at betale 75.000 kroner for at opvarme deres hjem på 153 kvadratmeter. 

Sidste år lød regningen ifølge hende på 19.000 kroner for 28,3 MWh fjernvarme. 

- Jeg er i gang med at skrue på radiatorerne. Det virkede den gang under oliekrisen i 1973, konstaterer hun.

Vil af med afgifter

Allerede i efteråret fik udsigten til stigende varmeprise regeringen til at bebude, at man ville indføre en varmepakke på 100 millioner kroner, der særligt skulle til gode se pensionister.

I dag er det allerede muligt for dækket en del af sine udgifter til varme. 

Men Alice Broer-Hansen giver ikke meget for regeringens løsning. Hun håber i stedet, at man vil justere på afgifterne. 

I 2016 anslog en svensk rapport ifølge interesseorganisationen Dansk Fjernvarme, at omkring 49 procent af varmepriserne udgøres af afgifter. 

Selvom rapporten skal tages med et vist forbehold, så viser den ifølge Dansk Fjernvarme af varmeprisen er blandt de højeste i EU.

Det skyldes blandt andet afgifter på udledning af CO2, PSO-afgift på el og udledning af NOx og andre skadelige gasser. 

- De (politikerne, red.) skal lave om i afgifterne, lyder det Alice Broer-Hansen, der også har ytret sin frustration i et læserbrev

Flertal vil hjælpe

På Christiansborg har flere politikere også bidt mærke i de stigende energipriser

Fra SF, Venstre og regeringspartiet, Socialdemokratiet, lyder det nu, at man er klar til at gribe ind. Man er dog ikke helt enige om løsningen. 

- Vi har brug for at lave en målrettet hjælp til de personer, der ikke tjener alverden.

- Vi skal ikke have Skat til at lave et system, der først virker om syv år, siger SF's politiske ordfører Signe Munk. 

Hos regeringspartiet er man åbne for at justere på elafgiften. Det vil i sidste ende sænke varmeprisen hos de forsyningsselskaber, der baserer en del af varmen på strøm. 

- Men her i første omgang har vi spændt et bedre sikkerhedsnet ud under dem, der er allermest økonomisk udfordret, siger forsyningsordfører Anne Paulin (S) med hensyn til den varmepakke, regeringen præsenterede i efteråret 2021. 

I blå blok har Nye Borgerlige ifølge BT foreslået helt at fjerne energiafgifterne, men så langt er man ikke parate til at gå hos Venstre.

 - Vi siger meget klart, at vi er villige til at finde nogle ekstraordinære løsningsmuligheder i den her situation. Vi er villige til at kigge på en højere varmpekke. Vi er villige til at kigge på afgiftslempelser, og hvad der ellers kan være af løsninger, for at hjælpe i den her situation,   siger Marie Bjerre (V), der er klimaordfører og medlem af Folketingets klima-, energi- og forsyningsudvalg. 

Må sparer festerne væk

Tilbage i Ulstrup håber Alice Broer-Hansen og hendes mand, at politikerne hurtigt har en løsning klar. 

De to havde nemlig planlagt, at 2022 skulle være året, hvor de langt om længe kunne holde de store fødselsdagsfester, der er blevet udskudt på grund af corona. 

- Jeg har ikke lyst til, at de penge skal gå til varme, men det er jeg nødt til, lyder det fra Ulstrup-borgeren, der fyldte 75 år i 2020. 

Hun fortæller, at hende og manden derfor har overvejet at skrue helt ned for varmen i parrets stue.

Derudover er flere trøjer også fundet frem. 

2:36
Se her et interview med udviklingsdirektør i Dansk Fjernvarme, Kim Behnke.