Jan overvejede selvmord, men kommunen reddede ham

For to år siden var Jan Røjen helt nede i kulkælderen, men et møde med kommunens sagsbehandlere sendte ham i den rigtige retning.

Jan Røjen fik hjælp af jobcenteret i Favrskov Kommune.
Jan Røjen fik hjælp af jobcenteret i Favrskov Kommune.
Foto: Emilie Grav, TV MIDTVEST

En arbejdsskade i skulderen sendte for to år siden den tidligere chauffør Jan Røjen på kontanthjælp, og pludselig gjorde det ikke kun ondt i armen, men også i livet.

- Der var jeg helt nede i kælderen, og somme tider tænkte jeg også på strikken. Jeg har også været på piller mod depression. Men det er væk nu, siger Jan Røjen.

For Jan Røjen kom hjælpen i form af sagsbehandlere i Favrskov Kommune, som sendte ham i genoptræning, til psykolog og til sidst i jobpraktik.

- Jeg har det rigtig godt her, så det er bare perfekt, siger han.

Jan Røjen endte hos Rønnow Grafisk, og det var et match med det samme.

- Klimaet herude gør, at jeg føler mig velkommen. Det har givet mig mere selvtillid og selvværd, siger han.

Siden juli har han været én af fem faste medarbejdere på trykkeriet, og den dårlige skulder betyder ikke noget for hans arbejdsgiver.

- Det er kun sådan noget med, når han har givet den lidt for meget gas, at vi skal stoppe ham eller bede ham om at holde en pause, siger chef hos Rønnow Grafisk, Andreas Rønnow.

Jan Røjen arbejder 15 timer hver uge hos Rønnow Grafisk, og han er blevet så glad for sit arbejde, at han har tænkt sig at blive hængende

- Jeg håber, jeg bliver her, indtil jeg bliver 67. At det her er min sidste arbejdsplads, siger han.

2:04
En vej tilbage til arbejdsmarkedet blev redningen for Jan Røjen