To generationer driver tidslomme på Hovedvej A13

Der er ikke sket de store forandringer på Cafeteria Kroen ved Hampen de seneste 20 år. Men det er helt fint, for kunderne strømmer stadigvæk til.

8:53
Her kan du se programmet om Cafeteria Kroen. Foto. Line Morell Holm.
Foto: Line Morell Holm, TV MIDTVEST

Engang skulle man ikke køre mange kilometer, før man stødte på et landevejscafeteria.

Sådan et sted hvor man kunne holde ind og få rundstykker med tandsmør, rullepølsemadder og dagens ret.

Det var her, chauffører holdt pause, og hvor der altid var kaffe på kanden.

Der er ikke mange landevejscafeterier tilbage, men ét står endnu. Det ligger på Hovedvej A13 mellem Vejle og Viborg. 

Alice og Uffe Sørensen købte cafeteriet for 20 år siden, og siden da er der ikke sket de store forandringer. For, som familien selv siger, hvorfor lave om på noget, der fungerer?

Her kan man stadig få bøfsandwich med sovs og gode, danske, hjemmelavede retter som stegt flæsk med persillesovs, dansk bøf og flæskesteg.

Cafeterie Kroen. Foto: Line Morell Holm. 
Cafeterie Kroen. Foto: Line Morell Holm. 
Foto: TV MIDTVEST

- Vi er dygtige til at lave god, dansk mad, og så er vi gode til at hygge om kunderne, siger Uffe Sørensen, der er uddannet købmand.

Hans kone Alice Sørensen er uddannet kok, og hun er stadig i fuld sving i køkkenet, selvom sønnen Esben nu har overtaget forpagtningen.

Ny generation

Sønnen Esben Sørensen har været ude i verden, hvor han har arbejdet som kok og køkkenleder, men nu er han vendt hjem til cafeteriaet på hovedvej A13, hvor han er vokset op.

- Nu har jeg prøvet at være ude. Det kan være meget stressende, så det er dejligt at komme herhjem, hvor tingene foregår lidt roligere, siger Esben Sørensen.

Og han garanterer, at kunderne ikke vil komme til at opleve de store forandringer, selvom det nu er ham, der er ved roret. Spisekortet er for eksempel stadig det samme, som det har været i 20 år.

Indretningen i cafeteriet ligner ikke de smarte caféer i storbyerne eller i de nyeste modeblade. Her er der ternede voksduge på bordene, gamle malerier og familiebilleder på væggene.

Der er en hjemlig stemning på Cafeterie Kroen. Line Morell Holm. 
Der er en hjemlig stemning på Cafeterie Kroen. Line Morell Holm. 

Der er gulvtæpper på gulvene, og det er både muligt at købe CD’er og træsko fra den lokale træskomager.

- Moden er ikke flyttet ind her, men det er helt bevidst. Det ville være så koldt, hvis her var stole med stålben og klinker på gulvene. Mange af vores kunder kan godt lide, at her er tæpper, for det er lidt mere hjemligt, siger Alice Sørensen.

Også her er Esben Sørensen helt på linje med sine forældre.

- Jeg har overvejet, om vi skulle gøre noget ved toiletterne, der er mindst 20 år gamle, men folk synes også, der er noget hyggeligt over, at det er, som det plejer, siger han.

Maden bliver der heller ikke ændret på. Fremover vil man også kunne få dagens ret, som især om onsdagen trækker folk til fra nær og fjern. Her står den nemlig på stegt flæsk med persillesovs.