92 fyresedler på vej i Favrskov

Store-prikke-dag venter de ansatte i Favrskov Kommune.

081010_Favrskov_Kommune001.jpg

På torsdag i næste uge får 92 medarbejdere i Favrskov Kommune besked om, at de står til at blive fyret - og 56 bliver tilbudt genansættelse på ændrede vilkår, for eksempel nedsat tid.

Det er en hårdt presset økonomi, der har tvunget kommmunen ud i en større fyringsrunde - og der kan komme endnu flere afskedigelser. Kommunen oplyser i hvert fald, at reduktionen på skoleområdet er udsat, så eventuelle fyringer blandt lærerne senest sker i januar til næste år.

Opslidende ventetid

- Det er en rigtig svær situation, og jeg har forståelse for, at ventetiden for nogle medarbejdere kan virke lang og opslidende, siger kommunaldirektør Jan Kallestrup til kommunens hjemmeside, www.Favrskov.dk

Han understreger, at der egentlig var lagt op til flere fyringer. Budgettet for 2011-2014 kræver en reduktion på 175 fuldtidsstillinger. Når man lander på 92 medarbejdere eller 70 fuldtidsstillinger skyldes det, at der allerede er fundet besparelser ved frivillige fratrædelser og brug af midlertidige ansættelser.

De medarbejdere, der står til fyring eller ændrede ansættelses-vilkår, vil allerede onsdag blive indkaldt til samtale - en samtale, der så finder sted dagen efter.