Fast Arbejde

René og Brian var konkurrenter, men en fusion har givet vækst og over 100 ansatte

Siden 1980’erne har de to Viborg-virksomheder Unik og Funkis lavet døre og vinduer. Men begge virksomheder havde det svært, så de besluttede sig for at slå sig sammen. En god ide, der har skabt nye arbejdspladser og kunder i både Danmark og udlandet.

9:00
Unikfunkis Vinduer & Døre: Da to virksomheder i 2004 mærkede en nedgang i salget, besluttede de at slå sig sammen, så de stod stærkere. Det lykkedes, og nu har de over 100 ansatte.

Virksomheden UnikFunkis er et bevis på, at 2 + 2 nogle gange giver mere end 4. 

Hver dag producerer UnikFunkis mellem 150 og 200 døre og vinduer på deres fabrik i Viborg. De bliver solgt til kunder i hele landet, men også eksporteret til Irland og England.

- Det er en stor del af vores DNA at være en danskejet og danskproducerede vinduesfabrik, som er placeret her i det midtjyske, siger René Højlund, der er direktør og medejer af UnikFunkis.

UnikFunkis var oprindelig delt i to virksomheder. Den ene hed Unik og blev grundlagt i 1980, og den anden fra 1986 hed Funkis. De to virksomheder lå kun tre kilometer fra hinanden i Viborg, og omkring 2004 mærkede de begge en nedgang i salget.

- På det tidspunkt var virksomhederne nået en størrelse, hvor det blev svært rentabelt at drive en vinduesfabrik, og der var en masse gode synergier ved at slå de to virksomheder sammen, siger René Højlund.

I spidsen for Funkis stod Brian Bach, der havde overtaget efter sin svigerfar.

- Man kan godt sige, at vi var skræddersyet til hinanden. Vi var konkurrenter, men vi var også kollegaer. Så det var en vellykket fusion. Det er en succeshistorie, vil jeg faktisk kalde det, siger Brian Bach, der i dag er medejer og salgschef.

Også René Højlund er anden generation og har overtaget efter sin far.

Har stadig vokseværk

Efter fusionen er UnikFunkis både vokset i antallet af medarbejder, men også på eksporten, hvor omkring 15 procent at vinduerne og dørene bliver eksporteret.

- Vi er gået fra at være en klassisk snedkervirksomhed som lavede vinduer på den helt gamle håndværksmæssige måde til i dag at være en meget moderne vinduesfabrik med nogle af det nyeste maskiner, der findes til at producere vinduer og døre med, så der er sket rigtig meget, siger René Højlund.

De to ejer mener, at deres succes især skyldes deres godt 100 medarbejdere.

- Vi har nogle kanondygtige medarbejdere både i produktionen, men også i funktionærstaben, og det er derfor vi er her, hvor vi er nu. Vi vil gerne have en god arbejdsplads, hvor man trives, og kan man have medarbejdere, der har været ansat i 20, 25 eller 30 år, så er det også et signal om, at det er et rart sted at være, siger Brian Bach.

De to ejere kan se tilbage på en travl periode i den første halvdel af 2022.

- I det første halvår har vi haft forrygende travlt. Der er stadig gang i den, men vi forventer dog, at der kommer en afmatning, siger salgschefen.

Trods det er planen stadig, at fusionsvirksomheden i fremtiden skal være endnu større.

- Vi skal vækste. Både på det danske marked og på vores eksport til primært Irland og England, siger René Højlund.

I fremtiden er planen også, at endnu mere af produktionen skal automatiseres.