Fast Arbejde

Pelle satser på ung arbejdskraft i sine kaffevogne og cafe: Gennemsnitsalderen er 16,8 år

På kun tre år er virksomheden Woodys vokset fra en enkelt kaffevogn i en skov til nu at have afdelinger i tre byer med strandbarer, kaffevogne og cafe. Siden starten har Pelle Jensen satset på de helt unge medarbejdere.

9:16
Woodys: En god kop kaffe og en lækker is. Det er to af de ting, der har givet Woodys succes. På kun tre år er virksomheden vokset fra en enkelt kaffevogn i en skov til nu at have afdelinger i tre byer med strandbarer, kaffevogne og cafe.

En god kop kaffe og en lækker is. Det er to af de ting, der har givet Woodys succes. I 2019 åbnede den første afdeling, og i dag er der fem og flere er på vej.

- Da vi byggede den første vogn, sagde vi, at hvis det ikke lykkedes, så havde vi den sjoveste ting til familiefester og børnefødselsdage, men nu viste det sig, at folk tog rigtig godt imod det, og så har vi forsøgt at træde på speederen, siger Pelle Jensen, der startede Woodys sammen med sin hustru og et vennepar.

Første salgssted var en kaffe- og isvogn ved Østre Søbad ved Almindsø i Silkeborg, og siden er der kommet afdelinger i Søndervig og Horsens og en cafe i Silkeborg.

Fortid som gymnastiktræner og lærer

I dag har Woodys 77 ansatte og ejeren, Pelle Jensen, er klart alderspræsidenten, da gennemsnitsalderen på medarbejderne er 16,8 år.

- Jeg har en fortid i foreningsliv og gymnastik, så jeg startede med at tænke, at hvis man som 16-årig kan stå med 35 minidrenge og lave to timers træning, så kan nok også håndtere at skulle passe - noget så simpelt i den sammenhæng - som en kaffe- og isvogn.

Både de 25 år som gymnastiktræner og et tidligere arbejde som lærer betyder, at Pelle Jensen er vant til at arbejde med unge mennesker.

- Det er ikke et bevist valg, at jeg hellere vil ansætte en ung frem for en ældre medarbejder, men det falder mig måske bare naturligt, og jeg synes, at jeg er bedre til de unge.

Gennemsnitsalderen på medarbejderne hos Woodys er 16,8 år.

Efterhånden som der er kommet flere afdelinger af Woodys til, er Pelle Jensen ikke længere en del af den daglige drift. Den har han i stedet overladt til sit unge team. Et ansvar, som medarbejderne har taget til sig.

- Vi får ansvar for vores egne handlinger, og Pelle har tro til os og stoler på, at vi gør det godt. Det er rart og pissedejligt at få det ansvar. Vi behøver ikke at ringe og få lov, hvis vi får en ide. Han har tiltro til, at vi gør noget godt for stedet og overlader det til os, siger Victor Berwick, der arbejder hos Woodys i yderste klitrække i Søndervig.

En del af teamet, der står for Woodys cafe i gågaden i Silkeborg.
En del af teamet, der står for Woodys cafe i gågaden i Silkeborg.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

I begyndelsen af 2022 åbnede Woodys den første cafe på gågaden i Silkeborg. Og her har de unge medarbejdere ansvaret for driften, men også for vagtplaner og løn til de ansatte i alle afdelingerne

- Man kan godt blive lidt nervøs, når man laver fejl, men vi finder altid ud af det og spørger og hjælper hinanden, siger Sarah Hansen, der er 20 år og var med til at indrette og ombygge lokalerne til den nye cafe.

- Han giver os meget frie tøjler og siger, at vi bare skal prøve tingene af, og jeg har selv fundet et vagtplansystem, som vi bruger nu. Det er megafedt. Vi styrer det selv og tager beslutningerne, siger Anne Langelund Eriksen, der er ansvarlig for løn og vagtplaner.

Flere afdelinger og et større team

Selv om mange af de unge medarbejdere på et tidspunkt flytter til andre byer for at studere, og dermed ikke bliver på arbejdspladsen i mange år, så ændrer det ikke på, at Pelle Jensen er glad for sit unge team.

- Jeg ikke tænker, at det er en udfordring. Generelt bliver folk jo ikke på en arbejdsplads for evigt. Dem, jeg ansatte i starten i 2019, er her endnu, og når vi skal have nye folk, så vil vi gerne skal have dem, når de er 15 år, for så ved jeg, at vi kan have dem indtil, de er omkring 20 år. Og hvis man som arbejdsgiver kan sige, at man kan have en medarbejder i fire til fem år, så kan man ikke bede om meget mere, siger Pelle Jensen.

Han håber, at det unge team i fremtiden bliver udvidet, og der kommer flere afdelinger af Woodys.

- Vi er hele tiden opmærksomme på, hvor det næste sted i stil med Søndervig, Horsens Fjord eller Almind Sø kan være. Et sted, hvor det vil være muligt at lave en mindre enhed, der kun forholder sig til kaffe og is. Så der kommer mange flere Woodys.