Fast Arbejde

Papirfabrikken i Skjern laver din Pringles-dåse og holder naboerne varme

Fabrikken laver blandt andet alle paprør til alle de Pringles-dåser, der bliver solgt i Danmark.

9:15
Fast Arbejde har besøgt papirfabrikken i Skjern der laver både pap til Pringles-dåser og varme til byens borgere.
Foto: Torden Mondrup / TV MIDTVEST

En af verdens mest bæredygtige papirfabrikker ligger i Skjern. 

Det mener i hvert fald administrerende direktør hos Skjern Paper Nikolaj Bjerre Thybo.

Og han har konkrete beviser på, at han styrer en stor genbrugsbutik.

I den ene ende kommer der genbrugspapir ind fra hele Norden, og i den anden ende kommer der nyt karton, pap og papir ud. 90 procent bliver eksporteret til udlandet, men en stor del kommer tilbage igen som pap-ruller i toiletpapir og køkkenruller.

- Vi leverer også det, der svarer til 600 millioner dåser til chips om året. Alle Pringles-dåser, der bliver solgt i Danmark, leverer vi røret til. Det er der ikke ret mange, der ved, fortæller Nikolaj Bjerre Thybo.

De tonstunge ruller bliver bl.a. skåret ud i strimler til de rør, der er inden i køkken- og toiletruller.
De tonstunge ruller bliver bl.a. skåret ud i strimler til de rør, der er inden i køkken- og toiletruller.
Foto: Torden Mondrup / TV MIDTVEST

Undervejs i produktionen bliver vand og spildvarme genbrugt, og alene de seneste seks år har virksomheden reduceret sin CO2-udledning med 92 procent ved at gå fra gas til eget flis-værk.

Værket producerer den damp, der bliver brugt til at tørre papiret undervejs i produktionen.

- Siden Skjern Paper blev grundlagt, har bæredygtighed spillet en stor rolle, og de seneste 10 år har vi givet den fuld skrue på alle tangenter indenfor cirkulær økonomi, påpeger Nikolaj Thybo.

Holder Skjern varm

Overskudsvarmen går ikke længere op i røg. I stedet bliver den ledt over til fabrikkens varmepumpe-anlæg og herfra direkte videre ud til borgerne i Skjern. Faktisk sørger fabrikken for, at næsten 70 procent af indbyggerne i byen kan holde varmen. 

Også vandforbruget er de seneste 15 år blevet reduceret med 15 procent. Det bliver genbrugt 15-20 gange, inden det bliver udledt til det kommunale rensningsanlæg.

Senest har Skjern Paper investeret 45 millioner i en renovering af tørrepartiet i produktionen, og nu arbejder man med et projekt, der gør det muligt at lave genbrugspapir af brugte juice- og mælkekartoner.

Nikolaj Bjerre Thybo startede som eksportsælger hos Skjern Paper. I 2020 blev han udnævnt til administrerende direktør.
Nikolaj Bjerre Thybo startede som eksportsælger hos Skjern Paper. I 2020 blev han udnævnt til administrerende direktør.
Foto: Torden Mondrup / TV MIDTVEST

På verdensmarkedet er fabrikken en mindre spiller, men den lever højt på at være omstillingsparat:

- Vi kan hurtigt omstille produktionen og fremstille det, kunden har brug for, med kun en uges leveringstid. Det er der ikke ret mange andre papirfabrikker, der kan gøre.

Virksomheden har været udfordret i Corona-tiden, der har betydet mangel på råvarer og væsentligt højere priser. I marts 2020 betalte Skjern Paper 300 kroner for et ton genbrugspapir. I samme måned i år er prisen steget med 500 procent til 1.500 kroner pr. ton. Men trods de øgede udgifter, er optimismen bevaret.

- Plastik er yt , og det har øget efterspørgslen på især pap. Siden 2017 har vi været fuldt booket i produktionen døgnet rundt og kører med treholdsskift. Og det bliver ved. Faktisk bliver det kun forstærket. Så vi ser lyst på fremtiden, understreger Nikolaj Bjerre Thybo.