Lise fik sine brødre med på den bæredygtige bølge: Nu er autogenbrug landets grønneste
Familievirksomheden Salling Autogenbrug i Skive udnytter nu bilernes bestanddele mest bæredygtigt.
Når bilerne kommer ind på pladsen ved Salling Autogenbrug i Skive, får de ikke lov til at forlade området igen, før hver eneste lille stump, der kan genbruges, er pillet ud igen.
Foruden reservedele udvinder de også restaffald som glas, plast, seler og airbags som i øjeblikket bliver sendt til forbrænding.
For selv om det lige nu er en underskudsforretning, da ophuggere får betaling for de kasserede køretøjer pr. ton, så er det alligevel blevet vigtigt for autogenbrugets ejere at sortere og genbruge delene.
- Vi skulle lige overtales til at starte med og se idéen i det, men vi kæmper også for miljøet og den grønne omstilling, det er der ingen tvivl om, siger Lasse Haubo Korsgaard.
Det var hans søster Lise Haubo Korsgaard, der overtalte ham.
Målet er i sidste ende at være verdens grønneste til at genbrugsbildele, og det går faktisk ret godt.
- Vi har vundet forskellige priser - blandt andet som årets mest bæredygtige virksomhed i autobranchen sidste år, siger Lise Haubo Korsgaard.
Bidrager med viden om bæredygtighed
Det var Lise, Lasse og Mads Haubo Korsgaards far, der i 1987 grundlagde virksomheden, dengang var det med 10 biler til ophug, men i dag lyder det tal på 1580.
Brødrene overtog allerede dele af driften i 2009, men i 2018 fik de selskab af deres søster, Lise Haubo Korsgaard, selv om det bestemt ikke lå i kortene.
Hun ved nemlig intet om biler, men hun bidrager i stedet med markedsføring og sin viden om bæredygtighed.
- Jeg synes det er rigtig sjovt, når vi får samarbejder med leverandører inden for branchen, hvor vi skal teste nogle forskellige ting for at finde ud af, om man kan gøre ting anderledes, fordi det er en bedre måde for miljøet, forklarer Lise Haubo Korsgaard.
Salling Autogenbrug råder over et areal på 6,2 hektar og har ansat 18 medarbejdere.
De laver også autoopretning, biludlejning og klargøring.
Bliv klogere på mange andre virksomheder i Midt- og Vestjylland ved at klikke på serien Fast Arbejde nedenfor.