Lille og Store Bent krammer børn og demente

Datterens tegning blev startskuddet til et iværksætterpars virksomhed, der laver krammedyr, hvile-stole og tæpper med tyngde til børn og demente.

Store Bent vejer 4 kilo. Lille Bent nøjes med en vægt på 3,2 kilo.

De er bløde, og det føles rart, når deres arme bliver lagt rundt om halsen. Næsten som et lille barn, der putter sig.  Krammedyrenes vægt og den nærhed, de indgyder, er rigtig godt for børn og demente med uro i kroppen.

Lille og store Bent er en del af en serie af hjælpemidler, der bliver designet og produceret i en ny iværksættervirksomhed i Herning. Firmaet hedder Oliz og er startet af ægteparret Majbritt og Thomas Hillerup.

- Det er egentlig startet ud fra noget småt, til vi begynder at åbne op for, at det er hjælpemidler og får kontakt med ergo- og fysioterapeuter på forskellige institutioner, som kan se, at der er et marked for de her produkter, siger Majbritt Hillerup, der er uddannet syerske.

Det var parrets yngste datters tegning, der satte skub i iværksætterdrømmen. Hun tegnede et lille fantasidyr, og så syede mor en, der lignende i læder.

Tegningen af fantasidyret, som satte gang i iværksætterdrømmen.
Tegningen af fantasidyret, som satte gang i iværksætterdrømmen.
Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

Er der kunder nok?

I dag har de små lege-læder-figurer udviklet sig til hvile-stole, krammedyr og tæpper med tyngde, der er målrettet både børn og demente med sansemotoriske udfordringer.

Parrets største udfordring har været at turde give slip på deres lønmodtager-job og springe ud i en mere usikker tilværelse for selvstændige.

- Kan vi det her, er der kunder, der vil købe vores produkter? Man har altid en form for uro i kroppen, men det har vist sig, at der er et marked, og det går rigtigt godt, siger Majbritt Hillerup.

Parret har brugt meget tid på at besøge institutioner for børn og plejecentre, og det har givet pote i form af bestillinger. Lige nu er Oliz også ved at åbne døre til Tyskland, Norge og Sverige.

Thomas Hillerup introducerer personalet på plejehjemmet Fjordparken i Ringkøbing for krammedyrene Lille Bent og Store Bent.
Thomas Hillerup introducerer personalet på plejehjemmet Fjordparken i Ringkøbing for krammedyrene Lille Bent og Store Bent.
Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

Iværksætterpar supplerer hinanden

Når parret får en ide til et nyt produkt, syr Majbritt Hillerup en prototype, som der efter bliver testet ude hos brugerne. Er effekten tilfredsstillende, bliver der sat en egentligt produktion i gang.

- Jeg er meget kreativ anlagt, og hvis jeg ikke får mulighed for at omsætte mine mange krøllede tanker og ideer til projekter på min symaskine, så visner jeg fuldstændigt, siger Majbritt Hillerup.

Thomas Hillerup står for markedsføringsdelen og hjemmesider på nettet. Her ligger der blandt andet små videooptagelser af, hvordan de forskellige produkter virker på brugerne.

- Majbritt og jeg supplerer hinanden rigtig godt. Jeg er håbløs på en symaskine, og Majbritt er næsten lige så håbløs på en computer, siger Thomas Hillerup.

Familien har brugt en arv fra farfar til at starte virksomheden op på.

Fast Arbejde: For nogle er iværksætteri bare noget, de må kaste sig ud i. Sådan er det for indehaverne af de to virksomheder, vi nu skal besøge i vores april-serie om iværksættere i Fast Arbejde. Oliz i Herning designer og sælger hjælpemidler til demente og børn. Anette Bjerre sælger gaver og tøj.