Karsten rydder op efter ulykker: - Man skal ikke tænke for meget over det

Fast Arbejde har besøgt virksomheden SSG, der rydder op efter brande, vandskader og forskellige ulykker.

Karsten Østergaard er en af SSG's 12 medarbejdere i Holstebro, der bliver kaldt ud til meget forskellige typer af opgaver.
Karsten Østergaard er en af SSG's 12 medarbejdere i Holstebro, der bliver kaldt ud til meget forskellige typer af opgaver.
Foto: Kasper Riis Kristensen

Når der sker en ulykke, et hus brænder, eller en kælder bliver oversvømmet, er der ofte et stort oprydningsarbejde.

Det arbejde har Skadeservice Gruppen, SSG, gjort til sin forretning.

SSG’s afdeling i Holstebro har 12 ansatte.

Én af de ansatte er Karsten Østergaard, der er sanitør. TV MIDTVEST’s program Fast Arbejde var med, da han skulle ud til en sag med en person, der er fundet død i sit hjem.

- Der er gået et stykke tid, inden han blev fundet. Derfor er der kommet noget væske ned på gulvet. Det er der andre, der har rengjort, men jeg skal fjerne gulvet, så lugten kan fjernes, fortæller Karsten Østergaard.

Brand og vandskader

SSG arbejder for forsikringsselskaberne. Når en privatperson anmelder en skade, vurderer forsikringsselskabet, om det er et arbejde for SSG.

- Det kan for eksempel være, at vi bliver kaldt ud for at opsuge vand, rydde op efter en brand eller noget helt tredje, fortæller Jesper Jensen, der er regionschef i SSG i Holstebro.

Derudover hjælper SSG forsikringsselskaberne med at tage imod skadesanmeldelser uden for normal kontortid.

SSG tager også ud til brandskader, hvor de forsøger at redde så mange ejendele som muligt. 
SSG tager også ud til brandskader, hvor de forsøger at redde så mange ejendele som muligt. 
Foto: Kasper Riis Kristensen

- Så tager vi telefoner, kører ud til skadesstedet og ser på, hvor omfangsrige skaderne er, siger Jesper Jensen.

SSG rydder op og sørger for at redde, hvad der reddes kan. Det kan for eksempel være at tørre ejendele, der er blevet vådt, og vaske og fjerne sodlugt fra ejendele.

Sanitøren Karsten Østergaard, der er kaldt ud til et ødelagt gulv, skal have brækket det hele op.

- Det er ikke en særlig behagelig lugt. Man skal ikke tænke alt for meget over det – eller hvad der kan være sket, siger Karsten Østergaard.

Opgaver kan kræve robusthed

Han er egentlig uddannet tømrer, men han har det fint med skiftet til SSG, der primært holder ham beskæftiget med at brække ting op.

- Jeg forsøger at splitte det ad så humant som muligt, så de håndværkere, der kommer efter mig, har nemt ved at komme videre, siger han.

SSG i Holstebro har 2500 sager årligt. På landsplan er det 40.000 sager.

Nogle gange er opgaverne af en sådan karakter, at de kræver en del robusthed.

- Vi har også nogle helt specielle opgaver, hvor tog har påkørt dyr og personer. Der har vi opgaven med at gøre togsættene rene. Det kan være en meget speciel og makaber opgave, fortæller Jesper Jensen, der er regionschef i SSG i Holstebro.

Han pointerer dog, at virksomheden i så stort et omfang som overhovedet muligt tager hensyn til den enkelte medarbejder, når sådanne opgaver skal fordeles.

- Man kan sagtens sige nej. Alt afhænger af, hvilket humør man er i. Det er helt frivilligt, om man har lyst til at tage med på sådan en opgave. De fleste siger ja, for det er en del af jobbet, siger han.

Jesper Jensen er regionschef i SSG i Holstebro. 
Jesper Jensen er regionschef i SSG i Holstebro. 
Foto: Kasper Riis Kristensen

Kæmper for folks ejendele

SSG har dog også en lang række opgaver, hvor der udelukkende er sket skader på ting. Det gælder for eksempel brande, hvor de ansatte gør, hvad de kan, for at redde så mange af den skadelidtes ejendele som overhovedet muligt.

Én af dem, der arbejder med brandskader og sodskader, er Else Kjærgaard.

- Det kan være så slemt, at vi har en taksator, der vurderer tingene, og så smider vi det hele i containere. Men hvis hele deres hus er brændt, så er det vigtigt for dem bare at få en kasse eller to, så man har nogle af sine egne ting, fortæller Else Kjærgaard.

SSG har afdelinger i hele Norden og omsætter for 900 millioner årligt.

11:18