Han købte sin første kajak for sine konfirmationspenge: Nu ejer han den største kajak-forretning i Norden

Vandet er Brian Justesen foretrukne legeplads og helst i en kajak. Nu lever han af det.

Han meldte sig ind i kajakklubben Pagaj i Holstebro som 12-årig. To år senere købte han sin første kajak for sine konfirmationspenge. 

I dag hænger den til pynt på væggen i den virksomhed, der startede som en drengedrøm og en hobby, og nu har udviklet sig til den største kajak-forretning i Norden.

- Vi er bevidste om, at vi skal tjene penge, men det er ikke økonomien, der styrer min lyst til at have forretning. Det er glæden ved at sende en masse folk på vandet, pointerer Brian Justesen, der ejer virksomheden, som hedder det, han selv er - KAJAK FREAK.

0:07

Fra små til godt

Han startede sin butiksdrøm på 12 kvadratmeter i kajakklubben Pagaj i Holstebro, men flyttede så til 500 kvm og fandt ud af, at der var alt for lidt plads. 

For fire år siden tog han chancen og købte en total nedslidt ejendom i det lille landsbysamfund Handbjerg vest for Vinderup. Det var tidligere minkpapir-haller, der havde stået tomme i otte år, så der var brug for knofedt og nogle, der kunne smøge ærmerne op.

- Folk grinede lidt af mig, da jeg flyttede helt herud, men min pointe er, at vi ligger helt perfekt i bunden af Limfjorden og ikke langt fra den nye motorvej. Kunder fra hele landet har let ved at finde os, fastslår Brian Justesen.

Med vestjysk snusfornuft og nøjsomhed er genbrug blevet et bærende element i ombygningen. Gamle jernrør fra fjernvarmen er lavet om til kajak-stativer, engangspaller, som varerne kommer hjem på, er sat op på vægge for at skabe outdoor stemning, og interiøret i selve butikken er købt, da Intersport-forretningen i Holstebro lukkede.

Med til virksomheden hører et serviceværksted.  Det er tømrer Jan Danielsen, der tager sig af reparationerne.
Med til virksomheden hører et serviceværksted. Det er tømrer Jan Danielsen, der tager sig af reparationerne.
Foto: Margit Vendelbjerg, TV MIDTVEST

Ét fokus

Med i handlen fulgte også butiksmedarbejder Erik Brødbæk, der har arbejdet 43 år i sportsbutikken, og såmænd også chefens egen kone Gitte, der var ansat samme sted. 

Nu står de to igen bag den samme disk hos KAJAK FREAK og passer forretningen og webshoppen.

Kerneforretningen er at importere og sælge udstyr, der giver oplevelser på vandet. Kajakker i stærke farve og med forskellige længder og bredde står og hænger overalt i butikken og udstillingslokalet sammen kanoer og Stand Up Paddle-udstyr. 

Der er flere end 1000 på lager, og det er en helt klar forretnings strategi.

- Vi kunne ikke drømme om at indkøbe cykler eller ski. Det bliver alt for diffust. Vi vil være specialister og sælger også de lidt skæve mærker inden for kano og kajakker, som ikke findes ret mange steder, forklarer kajakfreaken. 

KAJAK FREAK har som den eneste i Danmark en test-pool, hvor kunderne kan afprøve kajakkerne.
KAJAK FREAK har som den eneste i Danmark en test-pool, hvor kunderne kan afprøve kajakkerne.
Foto: Margit Vendelbjerg, TV MIDTVEST

Noget udover det sædvantlige 

Som det eneste sted i landet findes der en test-pool i tilknytning til forretningen, så kunderne kan afprøve de kanoer, de overvejer at købe. KAJAK FREAK har også sin egen bro med direkte adgang til Limfjorden ved Handbjerg Marina. Det giver mulighed for at afprøve havkajakkerne i deres rette element.

KAJAK FREAK er også et videncenter for vandsport. Klubber, institutioner og klasser bruger huset til undervisning, foredrag og events.

- Jeg vil ikke ende som en kold forretning, men være et levende sted, hvor kernen er at udbrede glæden ved at lege på vandet. Derfor har vi også indrettet kursusfaciliteter, teltområde og shelters, og det skaber masser af liv og glæde i og omkring virksomheden, siger Brian Justesen.

KAJAK FREAK står også for udlejningen af kanoer på Storåen, og det benytter 3000 mennesker sig af i løbet af sæsonen.