Fast Arbejde

Gazellepris var ikke lykken – Lars måtte fyre halvdelen af sine ansatte

Lars Glerup fik i 2019 Gazelleprisen med sin anlægsgartnervirksomhed, men arbejdspresset var dog så stort, at han i stedet for at vækste endte med at fyre halvdelen af sine ansatte.

9:01
Lars Glerup (t.h.) sammen med tre af sine ansatte.
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

Jo større desto bedre. Sådan var målsætningen for ejeren af Glerup Anlæg, efter han etablerede virksomheden i Tapdrup, øst for Viborg, i 2006.

- Jeg havde helt vild lyst til, at vi skulle være større og vækste, og det var sjovt så længe, det varede, siger Lars Glerup.

I 2019 fik han Børsens Gazellepris og væltede sig i opgaver, men det var ikke en positiv oplevelse.

- Problemet var, at jeg hele tiden var bagefter. Jeg arbejdede 80 timer eller mere om ugen, men kunne alligevel ikke følge med. Jeg havde ikke tid til at sætte mig ned i weekenderne og nyde min familie og gøre det, jeg gerne ville.

I juleferien i 2019 tog han derfor en drastisk beslutning. Han fyrede halvdelen af sine ansatte.

- Jeg kunne ikke affinde mig med de ting, jeg skulle give afkald på privat, siger Lars Glerup.

Gazelleprisen fra 2019 står i dag på emhætten hos Lars Glerup.
Gazelleprisen fra 2019 står i dag på emhætten hos Lars Glerup.
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

I dag har Glerup Anlæg under 10 ansatte om omsatte i 2020 for 5,2 millioner kroner. De laver alt fra nye haver og terrasser til hækklip og græsslåning.

- Det har aldrig været så sjovt som nu. Jeg er glad hver eneste morgen, jeg står op og skal på arbejde. Jeg får lov til at komme ud og bruge mine hænder, men er også stadig chef, siger Lars Glerup.

Kalenderen for 2021 næsten fuldt booket, men staben på seks mand fortsætter, og Lars Glerup holder fast i størrelsen på virksomheden.