Fast Arbejde

Bedstefar startede møbelbutik i Viborg i 1946 – i dag er det et af landets største møbelhuse

I 75 år har familien Christensen solgt møbler i Viborg, og i dag er møbelhuset Selta et af landets største.

8:49
Siden 1946 har familien Christensen solgt møbler i Viborg, og nu er det med 3. generation i chefstolen. Siden starten er forretningen vokset og blevet udvidet flere gange, og i dag kalder de sig Jyllands største møbelhus.

Chefstolen hos Selta er i dag besat af Kåre Christensen. Han er tredje generation af møbelsælgere i familien og har været i spidsen for møbelhuset i Viborg siden 2008.

- Det er fantastisk at få lov til at have sådan en butik og få lov til at drive den videre. Det er jeg meget glad for, siger Kåre Christensen, der er indehaver af Selta.

I dag har bolighuset 27 ansatte, der blandt andet tæller Kåre Christensens hustru, Pia Christensen, og hans forældre Palle og Vivi Christensen.

Siden Kåre Christensen blev født, har han været en del af møbelbranchen. I dag ejer han møbelhuset Selta i Viborg.
Siden Kåre Christensen blev født, har han været en del af møbelbranchen. I dag ejer han møbelhuset Selta i Viborg.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

75 års historie

Møbelsælgerhistorien går dog endnu længere tilbage i familien Christensen. I 1946 startede Kåre Christensens bedstefar, Niels Martin Christensen, Landboernes Møbelmagasin på Hjultorvet i Viborg.

I 1946 blev møblerne leveret til kunderne i Viborg med hestevogn.
I 1946 blev møblerne leveret til kunderne i Viborg med hestevogn.
Foto: privat foto

Det bestod af 60 kvadratmeter udstilling og en kælder, og møblerne blev bragt ud med hestevogn eller på en trehjulet budcykel.

- Jeg synes, det er utroligt at tænke på, at man kunne have en møbelbutik inde i sådan et lille hus. Det er spændende at se tilbage på de gamle billeder af den første butik og min bedstefar, siger Kåre Christensen.

Kåre Christensens bedstefar, Niels Martin Christensen, begyndte at sælge møbler i Viborg i 1946 (har står bagerst i midten).
Kåre Christensens bedstefar, Niels Martin Christensen, begyndte at sælge møbler i Viborg i 1946 (har står bagerst i midten).
Foto: privat foto

I 1972 overtog anden generation, og butikken blev udvidet flere gange. Navnet Selta kom til i 1976, da butikken flyttede til den nuværende adresse i den vestlige del af Viborg. Her blev der startet et nyt koncept med inspiration fra udlandet.

- Min far var til messe i Sverige, og så så han en møbelbutik, hvor der stod kø, før den overhovedet åbnede. Det fik ham til at undres over, hvad der var derinde, og så fandt han ud af, at det var Ikea. Han gik ind og blev inspireret, og sagde, at det også kunne gøres i Viborg, forklarer Kåre Christensen.

Det blev til Selta, der var det første lavprismøbelhus udenfor København.

- Det var en helt ny måde at tænke møbelhandel på. Konceptet var at møblerne bare stod på rækker i et stort lokale, og så skulle der genereres nogle varer.

I 1976 slog Selta dørene op til deres nye lavprismøbelhus i udkanten af Viborg.
I 1976 slog Selta dørene op til deres nye lavprismøbelhus i udkanten af Viborg.
Foto: privat foto

I dag er Selta vokset til 14.500 kvadratmeter, og møblerne bliver nu kørt ud med lastbil i en radius af omkring 50 kilometer fra Viborg. Sortimentet er blevet udvidet med designmøbler, og Selta har nu også en webshop med over 7.000 forskellige varer, der bliver solgt i hele landet.

- Vi tror på, at folk skal have hele paletten at vælge ud fra, for der kan være noget, man gerne vil bruge mange penge på og noget, man ikke vil bruge ret meget på lige nu. Vi vil have, at man kan købe det hele her, siger Kåre Christensen.

I dag ligger Selta i udkanten af Viborg og har 14.500 kvadratmeter med møbler.
I dag ligger Selta i udkanten af Viborg og har 14.500 kvadratmeter med møbler.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Han har to børn, men det er stadig ikke sikkert, at der kommer en fjerde generation af møbelsælgere i familien Christensen.

- Man skal lave det, man har lyst til. Man er sin egen lykkes smed, og man skal ikke lade sig blænde af familien. Både min hustru og jeg har sagt til børnene, at de skal ud og opleve verden, og hvis de så kommer tilbage og siger, at de gerne vil møbler, så er vi der og hjælper dem. Men man skal virkelig ville det.