9:10
Ægteparret Østergaard har hvert sit kompetenceområde. Heini står for økonomi og HR, mens Nadia står for det tandlægefaglige.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST
Fast Arbejde

Ægteparret Østergaard driver tre tandlægeklinikker: - Vi har gjort det lidt anderledes end de andre

Med adresser i Skive, Roslev og Frederiks er Smil med Østergaard en af landets største private tandlæger.

Hun er tandlæge, han er erhvervsmand.

Sammen har Nadia og Heini Østergaard ifølge dem selv en blanding af kompetencer, som gør, at de har haft succes, hvor andre har måttet kaste håndklædet i ringen.

- Vi har samlet callcenter, laboratorie og tandklinik. Det er vi de første, der har gjort. Det bliver mere effektivt og give bedre medarbejdere, forklarer Heini Østergaard, der har ledelseserfaring fra flere topvirksomheder. 

De seneste år har parret opkøbt flere mindre klinikker i Roslev, Frederiks og Skive, og driver lige nu store klinikker i de tre byer med i alt 75 ansatte. I alt åbner omkring 700 patienter hver ugen munden på en af de tre klinikker. 

Men kombinationen af at være kollegaer og mand og kone kommer også med en pris.

- Vores aftensmad bliver tit til forretningsmøder, erkender Nadia Østergaard, der står for den tandlægefaglige del af virksomheden. 

I januar åbner parret en ny klinik i Nykøbing på Mors.

- For os giver det god mening, fordi vi i forvejen har mange kunder fra Mors på klinikken i Roslev, forklarer Heini Østergaard.