Her er artiklen, der er vigtigere end dit barn

Jeg fik dig. Du blev fristet af den her artikel. Lige nu er du måske i gang med at bruge vitale nærværsminutter. Det trækker dit digitale forbrug op.

Forældregenerationen er mindst lige så slemme til at bruge for meget tid på skærmene, og det sætter vi fokus på i nyhederne i den her uge.

Dér gjorde du det igen. Klikkede på en artikel på et internetmedie. Vi journalister har det nemlig med at fange folks opmærksomhed med opsigtsvækkende overskrifter. Det fanger læseren. Det fangede dig. Hvad laver dit barn imens? Forspildte du en mulighed for at være nærværende over for ham eller hende?

Hvis du gjorde, er du langt fra den eneste. For jeg gør det også selv. Hele tiden. Bliver forstyrret af enten min iPhone eller andre digitale fristelser. Jeg har brugt langt mere tid på at skrive den her artikel, end det egentlig tager at skrive den. 

Far, mor & skærm

I den her uge sætter TV MIDTVEST fokus på digitale vaner hos forældregenerationen. Vi hører igen og igen, at børn og unge bruger meget tid på smartphones og tablets. Men forældrene er ikke et hak bedre - for nu at sige det lige ud.

De gider alligevel ikke snakke med mig

Og når forældrene går online, risikerer relationen til børnene at gå offline. Det bekræfter flere gymnasieelever fra Thisted, som oplever deres forældres digitale forbrug tæt på hver eneste dag. 

- Min mor siger til mig, at jeg skal lade være med at bruge telefonen, når vi sidder og spiser - og så gør hun det selv lige bagefter, siger Sofie Andersen, der går i 3.c på Thisted Gymnasium.

Hun bakkes op af Ruben Højegaard Andreasen, der går i 3.a.

- Min mor siger 'kom ind og sæt dig sammen med os', og så sidder hun selv og glor på sin telefon.

- Det føles mærkeligt. Altså, hvorfor skal jeg komme ind og sidde sammen med jer, hvis I alligevel ikke gider snakke med mig?

På gågaden i Holstebro var det heller ikke svært at finde forældre, der har et stort forbrug.

I kender det her gadebillede. Forældre med smartphones i hånden - her på gågaden i Holstebro.
I kender det her gadebillede. Forældre med smartphones i hånden - her på gågaden i Holstebro.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Mange timer om dagen

48-årige Leif Sandbæk fra Holstebro er far til tre. Alligevel bruger han meget tid med smartphone og tablet.

- Jeg bruger min mobil og iPad mange timer om dagen.

På hvad?

- Nyheder, surf, spil og Facebook.

Bruger du for meget tid?

- Det gør jeg helt sikkert.

Men Leif Sandbæk er ikke den eneste. Spørgsmålet er så, hvilke konsekvenser det kan have, hvis et overforbrug er på bekostning af nærværende kontakt med børnene.

Søren Christensen har et brændende ønske om at bruge mindre tid på skærmene og mere tid på familien - og han har sagt ja til at være hovedpersonen i et eksperiment de næste tre dage.

Relationspsykolog: Kan blive fatalt

Det kan psykolog Finn Godrim svare på. Han er psykolog ved Institut for Relationspsykologi i Skive, og trods det har han mærket problemet på egen krop.

- Jeg kan da tydeligt se det. Mit lille barnebarn kom og spurgte mig, hvorfor jeg altid sidder ved en computer. Det gør da ondt.

- Man kan reagere på mange måder i forhold til sådan en kommentar. Man kan sige ‘tak, fordi du hjælper mig med at blive opmærksom på, at jeg sidder meget med min computer’, men de fleste benægter nok og træder i forsvarsposition.

Men det kan få fatale konsekvenser, hvis smartphone og tablet prioriteres højere end kontakten til børnene. Med henvisning til eksperimentet "Still Face", understreger Finn Godrim hvorfor.

- Jo flere gange vi oplever at opsøge en reaktion uden at få den, jo mere katastrofalt vil det være.

Nogle forældre mener måske, at de sagtens kan være sammen med børnene og samtidig tjekke Instagram, Facebook og besvare beskeder. Den opfattelse deler Finn Godrim ikke.

- Din hjerne kan klare flere ting på én gang, end dit hjerte kan. Vi kan ikke engagere os følelsesmæssigt, hvis vi har gang i flere ting, siger han. 

- Hvis vi ikke er følelsesmæssigt engageret, bliver samværet overfladisk og uden værdi for den anden.


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Samfund.