Birgit var 39 år og single, da hun besluttede sig for at adoptere Alexander fra Senegal

Som 43-årig adopterede Birgit Lyby Damgaard en dreng fra Senegal, men tallene viser, at der bliver færre og færre udenlandske adoptioner i Danmark.

Alexander Abdou Lyby Damgaard på syv år tager os med hen til verdenskortet, der hænger på væggen i køkkenalrummet. Fingeren finder hurtigt den vestafrikanske stat Senegal.

- Jeg er født lige der. Jeg ved, jeg var hos mine forældre en dag, så kom jeg på børnehjem i syv måneder, og så kom min danske mor og hentede mig, siger Alexander Abdou Lyby Damgaard, der i dag bor i Viborg.

Hans danske mor hedder Birgit Lyby Damgaard, og hun er en af fem danske forældre, der adopterede et barn fra Senegal i 2013.

- Han er Alexander, og jeg er hans mor, og vi har tilfældigvis ikke samme hudfarve, men det betyder ikke noget. Jeg elsker min søn lige så højt, som hvis jeg selv havde født ham. Han er min guldklump, siger hun.

Adoption frem for donor

Birgit Lyby Damgaard var 39 år og single, da hun besluttede sig for at adoptere et barn.

- I den alder kan man ikke blive ved med at vente på, at den rigtige skal dukke op, og jeg ville gerne være mor. Jeg overvejede, om det skulle være et donorbarn eller et adoptivbarn, og da jeg ikke brød mig om at komme i fertilitetsbehandling, så søgte jeg om at blive godkendt som adoptant, forklarer hun.

Der gik to år, før hun blev godkendt, og næsten et år mere, inden hun som 42-årig kunne flyve 5.000 kilometer mod syd og hente sin søn på et spansk børnehjem, der blev drevet af nonner i Senegal.

Tal fra adoptionsnævnet viser, at færre danskere vælger at adoptere. I 2019 var der blot 43 adopterede børn, der kom fra udlandet til Danmark. Det er et fald på 75 procent de sidste seks år. I samme periode er antallet af donorbørn steget, og i dag kommer hver 10. barn til verden med fertilitetshjælp.

Alexander Abdou Lyby Damgaard laver lektier sammen med sin mor Birgit Lyby Damgaard.
Alexander Abdou Lyby Damgaard laver lektier sammen med sin mor Birgit Lyby Damgaard.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Dansk bonusfar

I parcelhuset i Viborg bliver der snakket åbent om Alexander Abdou Lyby Damgaards baggrund - også når han har venner på besøg.

- Når kammeraterne spørger, hvorfor jeg har en anden hudfarve end Alexander, så forklarer jeg dem det. Så siger de ok og leger videre. Jeg har selvfølgelig også fortalt Alexander det, jeg ved, om hans Senegal-forældre, og vi har planer om at besøge landet, når han er blevet konfirmeret, siger Birgit Lyby Damgaard.

Hvert år den 11. februar fejrer hun sammen med sin søn Senegal-dag.

- Det var den dag, vi mødte hinanden første gang, så det er værd at fejre, siger hun.

- Så skal vi have chokoladekage og både det danske og Senegal-flaget kommer på bordet, siger Alexander Abdou Lyby Damgaard.

I dag har han fået en dansk bonusfar. Hans mor har nemlig fundet kærligheden. Han hedder Lars og har to voksne børn.

- Så nu er vi en helt almindelig sammenbragt familie med dine og mine børn. Og det er dejligt, fastslår Birgit Lyby Damgaard.

Se mere om familien Lyby Dangaard i programmet Familiekabalen, hvor familien Roy Lauritsen fortæller om at være og have et donorbarn.

Læs flere artikler fra Viborg eller i kategorien Samfund.