Få Det Sunget

VIDEO: Camilla troede hun skulle have dansk med sin 9. klasse: Men klassen havde lagt en helt anden plan

9. klasse på Grønbjerg Friskole har været så glade for deres lærer, at hun skulle have det at vide med en sang.

12:29
Se her hvordan det gik, da 9. klassen skulle overraske deres klasselærer med en sang.
Foto: Line Morell Holm, TV MIDTVEST

De fleste kan sikkert huske en lærer, som har gjort en helt særlig og afgørende forskel i livet. 

Sådan har 9. klasse på Grønbjerg Friskole det med deres lærer Camilla Nielsen, og derfor besluttede de sig for at melde sig til tv-programmet 'Få Det Sunget'. 

- Det ville bare være fedt, at kunne give hende noget glæde med en sang, siger Villiam Villemos, der er elev i klassen. 

I tv-programmet 'Få Det Sunget' er konceptet enkelt: Hvis man har noget, som er svært at få sagt, eller som skal siges på en anderledes måde, så kan man få hjælp af tv-vært og musiker Anders Bro til at omsætte budskabet til tekst og musik.

- Hun er sådan en lærer, der ved, hvem vi er. Også udenfor skolen. Altså i vores privatliv. Jeg drømte bare om at give hende en fed oplevelse. Noget, som hun vil kunne huske os på, siger Freja Dyrholm Kähler i programmet. 

De smilede lidt mere, end de plejer

1:33
- Jeg tænkte faktisk, da jeg kom ind i klassen og skulle have dansk, at de smilede lidt mere, end de plejer at gøre, når vi skal analysere tekster, siger Camilla Nielsen. Det lykkedes klassen at holde projektet hemmeligt. Se her, hvor overrasket, hun blev.
Foto: Line Morell Holm, TV MIDTVEST

Ekstra-mor

En stor del af deres klassekammerater valgte at tage på efterskole i 9. klasse. Derfor består klassen i år af syv elever. De er i løbet af skoleåret blevet en endnu mere fasttømret lille flok.   

- Man kommer mere tæt på hinanden, når man ikke er så mange. Vi kender hinanden rigtig godt, og Camilla kender os endnu bedre. Hun er sådan en slags ekstra-mor, siger en anden af eleverne Anne Jensen.

Den familiære flok har ikke svært ved at sætte ord på, hvad der gør deres lærer til noget specielt for dem. 

- Camilla er en lærer med rigtig meget omsorg for sine elever, siger Sofie Garner Andersen.

- Hun er virkelig god. Ja, hun er fantastisk, siger Nina Kynde Berger.  

Thomas Led er også en af klassens syv elever. Han har autisme, og han fungerer derfor bedst, når hverdagen er forudsigelig med en nogenlunde fast struktur.

- Jeg har lidt anderledes behov, fordi jeg har autisme, siger Thomas Led. 

- Camilla er rigtig god til at hjælpe mig. Hun kan se på mig, når jeg har brug for en pause. Nogle gange før jeg selv ved det faktisk, siger han blandt andet i programmet.

Hemmelig mission

Selv om der kun er syv elever i klassen, har det været lidt af en udfordring for eleverne ikke at blive opdaget under arbejdet med at lave overraskelsen. 

Under optagelserne har klassen skullet liste væk fra skolen for at mødes og skrive sangen og senere for at øve med Anders. Alt sammen selvfølgelig uden at deres lærer opdagede noget, på trods af at klassen har netop hende i langt de fleste timer.

Eleverne har fået hjælp af skolelederen på friskolen til at dække for sig. Han har også givet fri i nogle lektioner, så klassen kunne liste væk og øve. For at Camilla Nielsen ikke ved et tilfælde skulle opdage tv-bilen, måtte Anders og tv-holdet vente på en p-plads cirka 500 meter fra friskolen og samle eleverne op der, når de skulle mødes.

Men der var hele tiden en risiko for, at Camilla Nielsen eller nogen andre fra skolen, som ikke var indviet i planen, skulle opdage klassen. 

- Hvis hun opdagede os et sted, hvor vi ikke plejer at være, så skulle vi lade som om, at vi var ude at lave en statistik-opgave, forklarer Anne Jensen.

Klassen havde lånt lokale i Spjald Kulturhus til at skrive sangen og til at øve.

- Det lyder måske fjollet, men det kan faktisk godt være svært at liste en skoleklasse ud af en lille friskole med hundrede og nogen elever i en lille by, uden at nogen bemærker, at der kører en bil rundt, der står TV MIDTVEST med store bogstaver på og samler skoleelever op. Men de har gjort det så sikkert som en lille flok spioner, siger vært Anders Bro.

Eleverne undgik at blive opdaget, og overraskelsen var ægte, da Anders listede ind i klassen med en guitar om halsen midt i dansktimen. Se det i videoen længere oppe i artiklen. 

- Det var så overvældende. Jeg er stolt af, at mine elever kunne gøre det. Det er lidt svært at beskrive præcist, hvad det gjorde ved mig, men man kan måske sige, at jeg blev sådan grundglad, siger Camilla Nielsen med fugtige øjne.

I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan det gik

TVMV-Play er der lige nu snigpremiere på endnu et afsnit af 'Få Det Sunget'.