Få Det Sunget

Tv-vært bortførte Maja fra sin arbejdsplads: Har du husket badetøj?

Hvad ville du sige, hvis der pludselig stod en vært med tilhørende tv-hold midt i din arbejdsdag og bad dig om at komme med til et hemmeligt sted?

19:47
Se her, hvordan det gik, da Maja blev overrasket med en sang fra sin kæreste Lars.
Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST

Det var ikke lige sådan en dag, Maja Stanley havde forventet, da hun mødte på kontoret hos Volvo Truck Center i Viborg den morgen i efteråret. 

- Først troede jeg, det var noget, Volvo havde arrangeret, siger hun med et bredt grin. 

- Jeg tænkte, det måske var til Fast Arbejde eller sådan noget, siger hun, og henviser til TV MIDTVEST's længstlevende tv-serie, 'Fast Arbejde', som hver uge besøger nye virksomheder i det midt- og vestjyske.

Hun husker tilbage på den dag, hvor tv-vært Anders Bro sammen med hendes chef pludselig stod på kontoret og spurgte, om hun ikke lige kunne følge med i en times tid.

Men det var ikke Fast Arbejde-produktionen, hun uforvarende var havnet i. Maja Stanleys kæreste, Lars Primdahl, havde nemlig meldt sig selv til tv-programmet 'Få Det Sunget'. 

Hvis man har noget, som er svært at få sagt, så kan man i programmet i stedet få det sunget med hjælp fra vært og musiker Anders Bro. 

Og det syntes, Lars Primdahl, han havde. 

- Jeg kunne godt tænke mig, at du hjalp mig med at skrive en sang til min kæreste Maja, som jeg elsker overalt på jorden. Og selv om jeg nogle gange godt kan være en kæmpeidiot, så har hun en evne til at rumme mig i sit liv, sagde Lars Primdahl i sin besked til program-redaktionen.    

Badetøj og ADHD

Det er netop Lars' sang til kæresten Maja, der denne dag fik konsekvensen, at der altså lige pludselig stod en tv-vært med tilhørende fotograf og bad Maja om at komme med. 

Se klippet herunder.

0:57
Undervejs ud til programmets overraskelsesscene kan tv-værten ikke dy sig for at lave lidt sjov med Maja Stanley.
Foto: Line Morell Holm, TV MIDTVEST

Lars Primdahl har en helt særlig grund til at ville sige tak til kæresten Maja i en sang. Han lider af ADHD, og det gør ifølge ham selv, at han ikke altid er helt let at leve sammen med. 

- Der har været mange ting i vores liv, mange udfordringer.

- Vi er mødtes sent i livet med hver vores bagage. Skilsmisse og børn begge to, og ting, der skal kædes sammen. Så der har været rigelig med udfordringer. Og når jeg også udfordrer hende ind i mellem, så forstår man jo godt, at hun somme tider er overbelastet, siger Lars Primdahl blandt andet i programmet. 

I programmet fortæller han, hvordan han hver dag bruger store kræfter på at arbejde mentalt med sin diagnose.

Han har i løbet af årene gået til flere forskellige typer af behandling. Han har også fået ordineret medicin. Men medicinen ændrer på hans væsen, synes han selv. Så den har han lagt på hylden.

Og det koster altså i dagligdagen en gang imellem nogle op og nedture.  

- Så jeg synes bare, det var perfekt, at vi kunne skrive en sang, hvor jeg fik sagt til Maja, at jeg er så taknemmelig for, at hun er i mit liv, og for at hun rummer mig. Hun er min bedste medicin, siger Lars Primdahl.

Stjernestøv og Lars og Majas sang

I program-serien er det udgangspunktet, at vært og musik Anders Bro skriver musikken, og så skriver han teksten i samarbejde med de forskellige deltagere. Men da Lars Primdahl meldte sig, vidste han præcis, hvilken sang, der skulle synges på. Sangen blev skrevet over melodien på nummeret 'You Are The Reason' af den britiske kunstner, Calum Scott. 

- Den er Maja helt vild med. Den sang betyder noget for hende, derfor tænkte jeg, at det skulle være den, siger Lars Primdahl.  

Calum Scott er en britisk sangstjerne, der har mange hundrede millioner afspilninger på streamingtjenesterne. 

Men heldigvis gav stjernen og sangens to andre sangskrivere deres velsignelse til at Anders og Lars kunne skrive en ny tekst til Maja ovenpå musikken fra 'You Are The Reason'. Og det var godt, fordi sangen endte med at ramme kæresten, præcis som Lars Primdahl havde håbet. 

- Til at begynde med tænkte jeg, at det da ikke var de ord, der hørte til den sang, siger Maja Stanley efter optagelserne til programmet. 

- Lars har jo altid sagt, at han ville lave en sang til mig. Og jeg er glad for originalen, men den var også flot med den nye tekst, og jeg blev også rørt over det, siger hun. 

Du kan se, hvordan det hele gik i videoen øverst i artiklen.

I TVMV-Play er allerede nu snigpræmiere på næste program i serien.