ENESTÅENDE

32-årige Jane vil hjælpe andre gennem sorg – hun mistede selv sin mand for fem år siden

Dette er et portræt i TV MIDTVESTs portrætserie ’Enestående’, hvor vi sætter fokus på fem midt- og vestjyder.

Jane Bak Kristensen er nu alene med sin datter Anna på seks år.
Jane Bak Kristensen er nu alene med sin datter Anna på seks år.
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

For fem år siden kunne Jane Bak Kristensen liv ikke blive bedre ifølge hende selv. Hun var gift med Thomas Meincke Kristensen, og sammen havde de datteren Anna på halvandet år.

Men en tirsdag brast 27-årige Jane Bak Kristensens drømme.

Hendes svigerinde bankede på døren klokken halv seks om morgenen, og da Jane åbnede døren, blev hendes liv ændret for altid.

- Hun siger, at det er Thomas. Han har fået hjertestop, fortæller Jane Bak Kristensen om den morgen.

Straks tænkte hun, at hendes mand var i behandling på et sygehus. Men sådan var det ikke. Thomas var død.

Svære øjeblikke

Morgenen for fem år siden står stadig helt tydeligt i Jane Bak Kristensens hukommelse. Fra det sekund var hun alenemor for sin datter på halvandet år, og siden har hun brugt tiden på at komme videre.

Hun besøger jævnligt sin mand og sin datters fars gravsted, så både hun og datteren Anna kan mindes de gode tider.

Men der er også øjeblikke, hvor det er svært at være alene. Især to situationer springer frem for Jane Bak Kristensen.

- Den ene situation er hver gang, der er en milepæl i Annas liv. Hver gang hun kan noget nyt, udvikler sig eller lærer et nyt ord – hun var jo kun lige begyndt at snakke, da Thomas døde, siger hun og fortsætter:

- Den anden del, der er sværest, er når hun har det svært. Det er meget det med at være aleneforælder, der er svært. Jeg tror ikke, man kan gå igennem det uden at tænke, at det havde været nemmere at give op.

Fokus på at hjælpe andre

Jane Bak Kristensen beskriver sin sorg som noget, der altid vil være en del af hende. Som noget, der altid skulle have været der, men aldrig kommer til det igen.

- Det er enormt ensomt, når man har prøvet på den måde at have en – den eneste ene – den, jeg var sikker på, at jeg skulle være sammen med altid, siger hun.

Det har været hårdt for hende lige siden den dag i august 2014. Derfor vil hun gerne hjælpe andre. Enten ved at give dem hendes historie eller ved at tale med dem.

- Folk på min alder kender ikke nogen, der har været igennem det, jeg har været igennem. Hvis jeg kan hjælpe til, at der er andre, der kan undgå nogle af de ting, som jeg har prøvet, så vil jeg rigtig gerne det.

Drømmene er lagt på hylden

Der er sket meget på de fem år, som er gået for Jane Bak Kristensen og datteren Anna, der nu er seks år.

Alligevel er hun ikke i en situation, hvor hun drømmer om, hvad fremtiden bringer. De drømme er lagt på hylden.

- På mine egne vegne drømmer jeg ikke om noget. Fordi lige nu er jeg et sted, hvor jeg kan holde det ud. Så skal der ikke være noget vildere end det. Jeg har prøvet, at drømmene brast en gang. Det er jeg ikke et sted nu, hvor jeg kan klare det en gang til. Så derfor drømmer jeg ikke, siger Jane.

I stedet prøver hun at finde tilfredshed og glæde i det, hun har nu og ikke det, der skal komme. For det kender hun ikke noget til.

14:53