Løsning på dyre træpiller gælder kun private: Forhandler efterspørger større tiltag
En lokal træpilleforhandler efterspørger, at et kommende tilbud til private træpillebrugere også gælder for varmeværker - og at momsen får et eftersyn.
Prisen på træpiller er skudt helt i vejret.
- Det er ikke meget, vi sælger lige nu. Det er for dyrt, fortæller Arne Jeppesen, der forhandler det brune guld ved Steens Biobrændsel i Aulum.
Den høje pris betyder, at kunderne lige så godt kan fyre med olie, siger han. Og ifølge træpilleforhandleren bliver prisen næppe lavere uden politisk indblanding.
Nu er der dog kommet en midlertidig løsning, der slækker på de danske krav, og som træder i kraft den 1. november.
For dansk lovgivning betyder lige nu, at både private og kraftvarmeværker i Danmark kun må fyre med kategori 1-træpiller.
De næstbedste piller bliver i stedet sendt til udlandet, fordi de ikke lever op til de danske krav. Når de i stedet kan bruges herhjemme, så er forventningen, at prisen på træpiller falder.
Mulige løsninger i sigte
- Det er sådan i dag, at vi har særregler i Danmark i forhold til bæredygtighed, og de regler foreslår vi midlertidigt at suspendere for træpiller til private, siger energiminister Dan Jørgensen (S).
Helt konkret betyder det altså, at kategori 2-træpiller af genbrugstræ, der lige nu bliver eksporteret til udlandet, i stedet kan bruges herhjemme - men altså kun af private.
Ifølge træpilleforhandler Arne Jeppesen er den løsning dog ikke vidtrækkende nok.
- Jeg synes, de (regeringen, red.) skulle lave noget, der kunne hjælpe os alle sammen. For eksempel fjerne momsen på det, der er forskel fra hvad det kostede sidste år til nu. Hvis de gjorde det, kunne vi sælge en palle 6-700 kroner billigere.
Ifølge Carsten Kissmeyer, der er Energi- og Forsyningsordfører i Venstre, kan det på sigt give mening at kigge på, om også varmeværkerne må slække lidt på kravene, så det ikke kun gælder private.
- Det var en mulighed. En anden muligved var at sige, at nogle af varmeværkerne kunne bruge olie eller kul. Det kunne være en meget midlertidig løsning. Det gælder om at sikre, at forbrugerne kan få varme og til overkommelige priser, siger Carsten Kissmeyer.
Højere efterspørgsel end udbud
Prisen for træpiller er mere end fordoblet på kort tid. I foråret var prisen på en palle omkring 1.800 kroner, og nu er den omkring 5.000 kroner.
- Det er jo varmeværkerne, der har presset prisen op hos de private kunder, fordi efterspørgslen lige pludselig har været større end udbuddet, lyder det fra John Andersen, der er formand i Biobrændselsforeningen.
Arne Jeppesen fortæller, at han ikke kan sænke prisen på kategori 1-træpillerne.
- Så går det ud over forretningen. Vi køber ind til en pris og vi skal have vores omkostninger dækket. Så det er ikke os, der skummer fløden.
Han håber på, at der bliver kigget på momsen - men til en start krydser han fingre for, at også varmeværkerne kan få lov at fyre med kategori 2-træpiller.
- Så ville der lige pludselig komme mange flere piller på markedet, og så ville prisen falde. For det er urealistisk, at vi ligger oppe på de priser.