Landmand har fået nok af solceller: - Nu må andre kommuner tage deres del

Torben Lund Hansen finder det problematisk, at man tager landbrugsjord ud af drift for at lave solcelleparker. I stedet foreslår han solceller på taget af fabrikker og andre store bygninger i byerne.

Torben Lund Hansen bliver snart nabo til en solcellepark på 53 hektar.
Torben Lund Hansen bliver snart nabo til en solcellepark på 53 hektar.
Foto: Anne Simonsen, TV MIDTVEST

Der er en indbygget skævhed i udbygningen af den vedvarende energi i Danmark.

Det mener landmand Torben Lund Hansen fra Ådum ved Tarm.

Den vestjyske landmand, der er erklæret Venstremand, bliver snart nabo til en solcellepark på 53 hektar.

Han går ind for mere vedvarende energi, men mener, at Ringkøbing-Skjern Kommune trækker en alt for stor del af læsset.

-  Vi kalder os Naturens Rige, men jeg mener, at man piller naturen ud med sådan nogle parker. Vi har taget vores del nu, og så må andre melde ind og tage deres part, siger han.

Torben Lund Hansen finder det problematisk, at man tager landbrugsjord ud af drift til fordel for solceller, når der mange steder er mangel på fødevarer.

- Vi har god plads i kommunen, men pladsen skal også bruges til at lave mad. Vi mennesker kan ikke stikke fingrene i stikkontakten og blive ladet op, siger han.

Landmanden mener, at vi i stedet bør sætte flere solceller op på taget af fabrikker og andre steder, hvor der ikke kan dyrkes afgrøder. 

- Jeg synes, at det er dumt, det vi har gang i nu. Man kunne godt gøre det smartere.

Flere solceller i byerne

Tal fra den grønne erhvervsorganisation Green Power Denmark bekræfter, at få kommuner trækker det største læs inden for vedvarende energi. 

For et par år siden viste en undersøgelse, at, at de 10 kommuner, som siden 2017 havde udbygget mest sol og vind, stod for 72 procent af den samlede udbygning. Og Ringkøbing-Skjern var den kommune, der bidrog med mest.

- Jeg tror, at det er vigtigt at anerkende, at en kommune som Ringkøbing-Skjern tager et stort ansvar. Det er meget værdsat, og det kunne vi også godt tænke os, at andre kommuner gjorde, siger afdelingsleder Jacob Klivager Vestergaard fra Green Power Denmark.

Socialdemokraternes klimaordfører Anne Paulin svarer ikke direkte på, om Ringkøbing-Skjern har trukket et for stort læs, men erklærer sig enig med Torben Lund Hansen i, at der skal flere solceller op på tagene i byerne. Derfor er der også afsat en pulje til formålet.

- Der er helt sikkert kommuner, der gør mere end andre, og det er rigtigt godt. Og det har vi fortsat brug for, men vi skal have endnu flere kommuner til at løfte det her, og derfor kommer vi også til at drøfte med kommunerne, hvordan vi sætter turbo på udbygningen af vedvarende energi, siger Anne Paulin.