En gaming-computer koster 3.000 om året i strøm: På e-sport-linjen har de 60

E-sport-linjen på Rydhave Slots Efterskole er en strømsluger. En gennemgang af efterskolens energiforbrug skal nu finde steder, der kan skrues ned, så budgettet ikke revner.

Der bliver gamet en hel del på Rydhave Slots Efterskoles e-sport linje. Prisen for e-sport er stukket af og det samme er el-regningen.
Der bliver gamet en hel del på Rydhave Slots Efterskoles e-sport linje. Prisen for e-sport er stukket af og det samme er el-regningen.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Den summende lyd af kølere, der arbejder hårdt for at nedkøle gaming-computerne er hverdagens baggrundsstøj i e-sportslokalet på Rydhave Slots Efterskole.

Men strømmåleren snurrer lystigt med, og med 54 elever i gang kommer e-sportslinjen nu også under lup, når der skal findes steder at spare på energien og skrue ned for den løbske el-regning. 

- Vi mærker det jo ret tydeligt, siger konstitueret forstander på Rydhave Slots Efterskole, der ligger mellem Vinderup og Holstebro, Karsten Søndertoft. 

På skolen er ledelsen som så mange andre steder i færd med at kigge dagligdagen efter i sømmene for at se, hvor der måske kan findes nogle energibesparelser. 

-  Vi har jo, ligesom der er på andre efterskoler, de omkostninger, der er på hallen, maden, forbruget og så videre. Og så har vi et ret stort område, der hedder e-sport, siger Karsten Søndertoft.

- Vi er udfordret og sidder også og finkæmmer budgettet på det lige nu, siger konstitueret forstander på Rydhave Slots Efterskole om de stigende strømpriser.
- Vi er udfordret og sidder også og finkæmmer budgettet på det lige nu, siger konstitueret forstander på Rydhave Slots Efterskole om de stigende strømpriser.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

E-sport er et linjefag på Rydhave Slots Efterskole. 54 elever om 60 store gaming-computere, der bruger en del mere strøm end de fleste andre computere. 

- Der er jo både træning, undervisning og så er der stævner og kampe, de spiller mod andre om aftenen, siger forstanderen. 

At prisen på en kWh ligger et godt stykke over det normale kan altså godt mærkes på en skole, der dagligt har op til 60 gaming-computere snurrende i et sted mellem tre og seks timer. 

En gaming-computer kan sagtens bruge 3.000 kroner på strøm om året med de nuværende priser på el.   

- Og det kan vi godt mærke her, det må vi sige, siger forstanderen og fortæller, at de ikke har lavet forbrugs-regnestykket helt færdigt, men at de sådan cirka skal af med to en halv gange så mange penge for det almindelige forbrug som normalt.  

Prisen på el er steget støt set over mange måneder. Kilde DI Energi
Prisen på el er steget støt set over mange måneder. Kilde DI Energi
Foto: DI Energi

Forstander: Der bliver ikke skruet ned for gaming

Her og nu er skolen ved at gennemgå hele forbruget. 

- Vi opererer på to scenarier. Det langsigtede handler om, at vi skal bygge om og til en hel masse i 2030. Når vi bygger nyt, skal vi selvfølgelig tænke bæredygtigt, siger den konstituerede forstander.

På kort sigt skal der helt overordnet skures ned for skolens energiforbrug, men det bliver ikke gaming-computerne, der står først for. I hvert fald ikke på antallet af undervisningstimer.   

- Det kommer ikke til at ske. De elever, der går her på en specialiseret linje, de er jo på en efterskole med linjefag i deres interesseområde. Det bliver der ikke skruet ned for, men vi undersøger, hvordan vi kan reducere omkostningen på det, siger Karsten Søndertoft.  

Alligevel skal der findes besparelser, så lige nu undersøger skolen, om det giver mening, at gamingen flyttes til et tidspunkt på dagen med billigere strøm. 

- Vi kan måske omlægge noget af undervisningen til de tidspunkter, hvor vi har en lav belastning. Lige nu har vi e-sport-undervisning om formiddagen, men måske kan vi placere den undervisning først på aftenen, siger Karsten Søndertoft. 

Men der er ifølge forstanderen alligevel grænser. Undervisning om natten, hvor strømmen ellers er billigst, er ikke en del af el-spareplanen. 

- Ej, der bliver ikke tilrettelagt undervisning om natten. Klokken 22 skal der stadigvæk være ro, siger han.

Sådan skruer du ned for strømforbruget på din gaming-computer

Det kan faktisk lade sig gøre at skrue ned for el-forbruget på en gaming-computer, også uden at skrue ned for selve gamingen. Der er penge at komme efter, lyder det fra Oliver Poulsen, der er salgsansvarlig i computerafdelingen hos Elgiganten i Holstebro. 

- Sådan en gaming-computer, hvis man bruger den i gennemsnit fire timer om dagen, så vil den bruge omkring en halv kWh om dagen, siger han.

- Med de nuværende el-priser er det cirka 3.000 kroner om året. 

Hele computeren bruger strøm, men det er det store grafikkort, der sidder i en gaming-computer, der æder den meste strøm. Faktisk omkring halvdelen af, hvad computeren bruger. 

- Jo tungere spil man spiller, og jo mere grafik computeren skal trække, jo mere bruger den i strøm, siger Oliver Poulsen.

Han fortæller, at man kan spare noget strøm ved at huske at slukke computeren, når man ikke bruger den. 

1:45
GODE SPARERÅD: Der er faktisk en del ting, man kan gøre for at skrue ned for strømforbruget på en gaming-computer.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

- Undgå dvaletilstand, fordi computeren også bruger strøm på dvale.  

Derudover kan man vinde noget ved at holde computeren ren.

- Jo mere støv, der ligger på komponenterne, jo mere skal computeren arbejde, og dermed bruge mere strøm. Rengøring kan hjælpe rigtig meget, siger Oliver Poulsen.  

Samtidigt kan man indstille sin computer, så den bruger mindst muligt strøm. Gaming-computere har flere forskellige muligheder for at booste ydeevnen. Lader man disse stå tændt, uanset om der er brug for de ekstra kræfter, til det man bruger computeren til, vil det også bruge en del mere strøm end nødvendigt. 

- På de fleste gaming-computere kan man se, hvor meget strøm de forskellige dele af computeren bruger. Og derinde kan man også skrue ned for ydeevnen på de forskellige ting, forklarer han og tilføjer at en almindelig oprydning i filerne på en computer også kan sænke computerens el-forbrug.