Slut med sauna, gadelys og skøjtebane: Her er Viborgs energispareplan

Onsdag morgen er byrådet i Viborg blevet enige om en række tiltag for at spare på strømmen i kommunen. Blandt andet bliver midtbyens skøjtebane skrottet.

Der bliver ingen skøjtebane i Viborg Midtby i den kommende sæson.
Der bliver ingen skøjtebane i Viborg Midtby i den kommende sæson.
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Som så mange andre steder skal der spares på strømmen i Viborg Kommune. Og onsdag morgen er kommunens byrådspolitikere blevet enige om, hvad der skal gøres i de kommende måneder.


Der skal både spares på gadebelysningen, på varmen i kommunale bygninger, og så skal alle kommunale saunaer slukkes fra nu af. Men derudover er det især julelysene, der skal skrues ned for, og så bliver der ingen skøjtebane på Borgvold.

- Skøjtebanen er et sted, hvor vi må sige, at vi bruger meget strøm. Det er ikke sjovt at undvære den, men omvendt er det også et sted, vi kan klare os uden. Det bliver jul alligevel, siger Viborg Kommunes viceborgmester, Mads Panny (S).

Viceborgmester Mads Panny mener, at det af kommunens tiltag, der kommer til at gøre den største forskel, er slukningen af hver anden gadelampe fra 21.30-06.30.
Viceborgmester Mads Panny mener, at det af kommunens tiltag, der kommer til at gøre den største forskel, er slukningen af hver anden gadelampe fra 21.30-06.30.
Foto: Pernille Leftes Niclasen, TV MIDTVEST

Byens julelys i gader og stræder, som hører under navnet ’Jul i Viborg’ bliver halveret og er dermed kun tændt fra 2. december til 23. december og i et kortere tidsrum. Og så bliver der ingen lyskæder i det store juletræ på Rådhuspladsen.

Største forskel kan gøres i husstandene

Besparelserne har både en konkret og et symbolsk formål, forklarer Mads Panny.

- Der er ikke noget strøm, vi bruger for sjov. Så dels er det nogle af de steder, hvor det batter en del, for det er der, vi bruger meget strøm. Og dels vil vi gerne signalere, at vi gør det, altså man vil kunne se, at lygtepælene er slukket.

Af de tiltag, byrådet er blevet enige om, er det slukningen af hver anden gadelampe i nattetimerne, der kommer til at gøre den største forskel, siger Mads Panny.

Men selvom der bliver skruet på en række kommunale håndtag, understreger viceborgmesteren, at det er borgerne, der ude i hjemmene kan gøre den væsentligste forskel.

- Selvfølgelig batter vores forslag noget, men det, der batter allermest, er, at man ude i de enkelte husholdninger tænker: "Kan vi spare lidt på strømmen her, kan vi fylde vaskemaskinen lidt mere op" og alle de her småting, som ændrer noget.

Der var også forslag om at slukke lyset i kommunens parkeringshuse, men det ville byrådet ikke implementere i frygt for, at det ville skabe utryghed.