Ayo bor i sin bil: - Mit hjem er hvor jeg parkerer

En lungesygdom tvang i flere år Ayo Hansen til at blive inde, så da hun var frisk igen, skulle hun finde en måde at kombinere bolig og frihed.

Ayo Hansen er vant til at bo småt og også lidt alternativt.

Hun har i flere år boet i en lille lejlighed i København, derefter et par år i telt og nu bor hun så i en van på otte kvadratmeter.

- Jeg kan godt lide den lidt mere nomadiske tilværelse end at stå stille. Jeg elsker friheden i, at jeg kan køre hvor hen, jeg vil og kigge på en ny solopgang hver dag. Hvis det regner, kan jeg bare køre videre, siger hun.

Ayo kører gerne et nyt sted hen hver dag, så solopgangen altid er forskellig. Vanen er sponsoreret og koster omkring 500.000 kroner.
Ayo kører gerne et nyt sted hen hver dag, så solopgangen altid er forskellig. Vanen er sponsoreret og koster omkring 500.000 kroner.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Hun ledte egentlig efter et lille hus til at begynde med, men kunne ikke finde noget. Så hun endte med at købe en faldefærdig rønne ved Hampen Sø, hvor hun har adresse, men altså ikke bor permanent.

Det var her, hun først slog sig ned i telt, som så blev udskiftet med en lille van på fire kvadratmeter. Nu er hun så lige flyttet ind i en helt ny og lidt mere luksus-van end før.

- Jeg startede i en noget mindre bil, som ikke havde toilet, køkken eller noget. Så jeg er vant til mindre. Det her er meget mere luksus, og der er alt, hvad jeg har brug for.

Med hjælp bogen Pintrip finder hun blandt andet steder, hvor hun kan overnatte hos private. Ellers fricamper hun og overnatter på autocamperpladser og campingpladser.
Med hjælp bogen Pintrip finder hun blandt andet steder, hvor hun kan overnatte hos private. Ellers fricamper hun og overnatter på autocamperpladser og campingpladser.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Sygdom holdt hende inde

For 12 år siden blev hun ramt af en lungesygdom, som gjorde, at hun i flere år ikke havde helbred og kræfter til at komme ud af lejligheden.

Så da hun var nogenlunde ovenpå igen, var længslen for at komme ud og opleve stor.

- Jeg blev låst fast i en lejlighed og brugte fem år på at sidde og glo ind i en væg, fordi jeg ikke kunne noget. Så jeg måtte finde en måde at kombinere bolig og frihed, forklarer Ayo, som er forfatter og influencer.

DRØMMEHJEM

Ayo har altid alle sine ting med sig og kører gerne et nyt sted hen hver dag.

- Nu har jeg altid min seng og mit hjem med mig, til når jeg bliver træt, og det betyder alt. Mit hjem er, hvor jeg parkerer. Jeg elsker at rejse og møde nye folk, og det er muligt på denne måde.

Hun har dog været nødt til at gå på kompromis på nogle punkter. Hun har været nødt til at skære sine 500 bøger ned til 30, og hun har heller ikke så mange sko, som før.

Der er stue, køkken, bad og en stor dobbeltseng i Ayos van.
Der er stue, køkken, bad og en stor dobbeltseng i Ayos van.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Fire måneder i Østeuropa

Det er ikke kun Danmark, hun kører tyndt i sit rullende hjem.

Lige nu er hun på vej på en større rundtur i Østeuropa, hvor hun blandt andet lægger vejen forbi Polen, Ukraine og Rumænien. En tur hun forventer tager cirka fire måneder.

- Jeg kan godt lide at rejse steder hen, hvor der ikke er så turistet, og jeg kan godt lide at møde mennesker, som lever lidt uden for normen. Mennesker, som ikke har en masse, som lever fattige liv, men rige liv på andre måder, fortæller hun.

Ayo inspirerer også andre på blandt andet Instagram, når hun kører rundt i Danmark og Europa. Hun har også skrevet en kogebog om at lave mad i en såkaldt omnia ovn.
Ayo inspirerer også andre på blandt andet Instagram, når hun kører rundt i Danmark og Europa. Hun har også skrevet en kogebog om at lave mad i en såkaldt omnia ovn.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Hun har samlet legetøj ind til turen, som hun skal dele ud på et børnehjem, og hun skal også forbi en skole. I tre uger skal hun også have sine to teenagebørn med på turen.

- Det bliver rigtig spændende. Jeg glæder mig helt vildt.

Du kan komme med ind i Ayos van i videoen nedenfor, hvor vi også besøger et tiny house på hjul.

9:39
Hvor meget plads har man egentlig brug for i sit hjem? Det spørgsmål har fyldt en del hos Marie og Peter, som bor i et kreativt indrettet tiny house på blot 24 kvadratmeter. Ayo bor på endnu mindre plads i sin van. Se med og find ud af, hvordan det kan lade sig gøre.