DF's midtjyske baglandsmand: Vi har et langt, sejt arbejde foran os

Der skal arbejdes hårdt og skændes mindre for at tiltrække vælgere igen, erkender Dansk Folkepartis baglandskonsulent i Midt- og Nordjylland

2:56
Simon Vanggaard blev tidligere på foråret ansat som konsulent i Dansk Folkeparti, som skal skabe bedre forbindelse mellem baglandet og partitoppen på Christiansborg.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Resultatet af afstemningen om forsvarsforbeholdet blev endnu et nederlag for Dansk Folkeparti, der med Morten Messerschmidt i spidsen var den største fortaler for et 'nej' ved onsdagens folkeafstemning. 

Resultatet lagde hurtigt en dæmper på festen hos Dansk Folkeparti onsdag aften. 

Tv-seerne fik billeder af et totalt menneskeforladt festlokale på Christiansborg. Ud over valgnederlaget valgte tidligere formand Kristian Thulesen Dahl at udeblive fra festen, og det fik onsdag aften en skarp påtale af formand Messerschmidt på live-tv. 

Thulesen Dahl mødte heller ikke op til partiets gruppemøde torsdag, og flere medier rapporterer om interne spændinger i partiet på Christiansborg. 

Simon Vanggaard er udover at være byrådsmedlem i Ikast-Brande Kommune også udpeget som konsulent i DF-baglandet. Den lokale DF' mener, partitoppen skal blive lige så god til ikke at skændes offentligt som baglandet. 

Hvad siger du og baglandet til, at I nok engang står som den store taber?

- Det synes jeg er træls. Jeg havde ønsket, at vi endte ud med et flertal for nej i denne her omgang. Det lykkes ikke. Det lykkes kun at få en tredjedel af befolkningen med, og det må vi tage til efterretning, siger partiets lokalforeningskonsulenten i Midt- og Nordjylland.

Resultatet var ikke engang klart på valgaftenen før der var skænderier i toppen af partiet igen. Hvilket signal synes du, det sender vælgerne og det bagland du taler en del med? 

- Det er klart, at det skaber ikke meget større vælgeropbakning, at vi skændes med hinanden. Vi skal blive dygtigere til at tale med hinanden og ikke om hinanden. Det synes jeg faktisk, at vi har øvet os i længe i baglandet, og det er klart, der har de også en opgave, dem der sidder i Folketinget, siger Simon Vanggaard. 

Der er ikke lang tid til næste valg. Hvad skal I gøre for at blive relevante for vælgerne igen?  

- Jeg synes egentlig, vi har en tydelig profil og har haft det igennem mere end et kvart århundrede. Den skal vi have pudset af i kanterne. Jeg tror ikke, vi skal revolutionere Dansk Folkeparti politisk. Vi er i gang med at lave et nyt arbejdsprogram, som skal komme med konkrete udspil til det politiske. 

- Vi er ved at justere vores vedtægter, og vi har gang i rigtig mange udviklings tiltag, der skal sørge for, at vi også har et Dansk Folkeparti de næste mange år frem, siger Vanggaard. 

Modstand mod EU har været jeres hjemmebane, og burde også være det. Har danskerne givet Jer en større begmand, end I overhovedet kunne forestille Jer? 

- Det ved jeg ikke. 

- Vi står med cirka fem procents opbakning hos befolkningen i meningsmålingerne lige nu. Alligevel så har en tredjedel af befolkningen stemt nej her. Så jeg synes, vi har gjort, hvad vi kunne i forhold til den her (afstemningen om forsvarsforbeholdet red.). 

- Men vi kan jo ikke tale os udenom, at vi havde ønsket, at det her blev et nej, og det lykkes ikke. Jeg synes måske også vi har stået lidt alene. 82 procent af folketingspolitikerne pegede på et 'ja'. 66 procent af befolkningen endte med at give dem det 'ja'. 

- Det må vi tage til efterretning. Jeg synes, vi gjorde, hvad vi kunne, men vi har et langt, sejt arbejde foran os.