Nu bliver de mange tons nomadeaffald endelig fjernet

En aftale mellem virksomhedens konkursbo og organisationen Elretur betyder, at de store bunker med elektronikaffald skal sendes til miljøbehandling i udlandet.

3:00
Morten Harboe-Jepsen er direktør i Elretur, der nu har påtaget sig opgaven med at fjerne affaldet.
Foto: Jakob Fenger, TV MIDTVEST

I flere år har cirka 1000 tons elektronikskrot hobet sig op på flere adresser i det midt- og vestjyske.

Men nu er der endelig udsigt til, at det bliver fjernet. 

Organisationen Elretur har nemlig lovet ikke alene at fjerne affaldet, men også betale for arbejdet.

- Det er vores metier. Det er det, vi er sat i verden for løse. Vi mener ikke, at hverken borgere eller lokale virksomheder kan være tjent med at have herreløst nomadeaffald liggende, siger Morten Harboe-Jepsen, der er administrerende direktør i Elretur. 

Affaldet er gennem årene blevet flyttet rundt mellem flere adresser i flere kommuner og har blandt andet været opbevaret i Tim, Herning, Bording og Faurholt. 

Det tilhørte virksomheden Fragmentum fra Herning, men den blev for nylig erklæret konkurs, og det har nu banet vejen for en aftale mellem Elretur og konkursboet.

- Vi har faktisk kun et motiv - det er at få affaldet hurtigt og effektivt behandlet. Derfor går vi ind i det her, siger Morten Harboe-Jepsen.

Danmark har ikke kapaciteten

Elretur beskriver sig som en kollektivordning, der håndterer producentansvaret for elektronisk udstyr og batterier på vegne af over 950 producenter og importører.

Morten Harboe-Jepsen fortæller, at organisationen nu går i gang med at få et overblik over affaldet, der blandt andet rummer printerpatroner, batterier og lyskilder.

- Vores forventning er, at vi i løbet af januar og starten af februar kan få et overblik, og så vil vi være i stand til at fjerne det fra adresserne i februar og måske i marts, siger direktøren.

Affaldet, der nu befinder sig i blandt andet Tim og Faurholt, vil i første omgang blive fragtet til miljøgodkendte pladser i Danmark, men da der i Danmark ikke er kapacitet til at miljøbehandle så store mængder, skal det herefter eksporteres til andre europæiske lande. Det vil ske, når Miljøstyrelsen har givet en eksporttilladelse.

Sagen om nomadeaffaldet har med tiden udviklet sig til en stor udfordring for flere midt- og vestjyske kommuner, der har haft svært ved at gribe ind. Morten Harboe-Jepsen fortæller, at Elretur har fulgt sagen gennem lang tid og også har tilbudt at hjælpe med at håndtere affaldet.

Morten Harboe-Jepsen ønsker ikke at udtale sig om ansvaret for, hvorfor det er gået så galt.

- Det er en rigtig uheldig historie. Den ville vi selvfølgelig gerne være foruden. Vi står hvor vi står nu og må se at få det bedste ud af det. Og det er det, vi tilbyder vores ekspertise til, siger han.

TV MIDTVEST har talt med Fragmentums direktør, Brian Friis Knudsen, der ikke anerkender, at virksomheden er endeligt erklæret konkurs og derfor heller ikke anerkender Elreturs overtagelse af elektronik-bunkerne.