Fristen er overskredet: Nu har kommune meldt virksomhed til politiet for skrotlager i Bording

Historien om elektronikskrottet, der tilhører en virksomhed fra Herning, får hele tiden nye kapitler. Nu bliver politiet igen hevet ind i sagen.

Egentlig var affaldet læsset i sættevogne og klar til at blive flyttet, men fordi ejeren af sættevognene ikke fik sin betaling, bad han en lokal virksomhed om at tømme affaldet af igen. Så her står det. På Fabriksvej i Bording.
Egentlig var affaldet læsset i sættevogne og klar til at blive flyttet, men fordi ejeren af sættevognene ikke fik sin betaling, bad han en lokal virksomhed om at tømme affaldet af igen. Så her står det. På Fabriksvej i Bording.
Foto: Maria Yde, TV MIDTVEST

Sække og containere fyldt med skrot står side om side. 

Der har de stået i godt to år, men nu har kommunen fået nok. 

Virksomheden Fragmentum fra Herning er nu to gange blevet varslet om, at der ventede en politianmeldelse, hvis virksomheden ikke fjernede sit affald på Fabriksvej i Bording.

Den anden frist udløb mandag, og derfor har Ikast-Brande Kommune nu meldt Fragmentum til politiet.

Det oplyser Henrik Engedahl (V), som er formand for Teknik- og Miljøudvalget i kommunen, til TV MIDTVEST.

- Nu kommer der en sag ud af det med politiet. Hvad det fører med sig, ved jeg ikke. Normalt er det noget med bøder, siger formanden.

Ud fra TV MIDTVESTs oplysninger er det dermed tredje gang, virksomheden bliver anmeldt vedrørende affaldet.

Sagen kort

Affaldet i Bording er skrottet elektronik så som tv, computere og radioer.

Virksomhedens navn, Fragmentum, fortæller, hvilken hensigt der er med det her affald. 

Det handler om at fragmentere eller skille det ad i enkeltdele, så man kan videresælge råmaterialerne så som plastik, jern og kobber til genbrug. Men den ambition har virksomheden tilsyneladende vanskeligt ved at realisere, fordi affaldet foreløbigt har stået opmagasineret i både måneder og år.

Affaldet, der er oplagret i Bording, stammer oprindeligt fra et konkursbo på Sjælland.

Ad omveje endte det i Herning Kommune, men da Fragmentum her blev politianmeldt for ikke at have de fornødne tilladelser på plads, flyttede virksomheden det til Bording og Tim nord for Ringkøbing.

Sådan her ser det ud i en hal på Fabriksvej i Tim. Hundredevis af store plastiksække - såkaldte big bags - fyldt med Fragmentums affald.
Sådan her ser det ud i en hal på Fabriksvej i Tim. Hundredevis af store plastiksække - såkaldte big bags - fyldt med Fragmentums affald.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

I Tim står der i en hal - tilfældigvis også på Fabriksvej - endnu mere affald end i Bording, og her valgte ejeren af hallen i februar at politianmelde Fragmentum, fordi virksomheden aldrig har betalt husleje og skylder adskillige hundrede tusinde kroner.

I skrivende stund overvejer Ringkøbing-Skjern Kommune, om man som myndighed skal sende endnu en politianmeldelse afsted, fordi Fragmentum heller ikke i Tim har tilladelse til at opbevare eller behandle affaldet.

Hvad sker der med "nomadeaffaldet"?

I pressen er Fragmentums skrottede elektronik blevet døbt "nomadeaffald", fordi det ad flere omgange er blevet flyttet mellem kommuner.

Tvinger Ikast-Brande Kommune ikke Fragmentum til at flytte affaldet til en ny kommune med den her politianmeldelse?

- Nej, det er bestemt ikke hensigten. Virksomheden skal placere det et sted, hvor den slags kan behandles korrekt, tilføjer Henrik Engedahl og fortsætter:

- Men en politianmeldelse er næste skridt af de muligheder, vi har. Jeg er ikke imponeret over lovgivningen, men det her er et resultat af, at vi ikke har andre muligheder, siger han og henviser til et brev, kommunen sendte til miljøministeren i februar for at få flere beføjelser til at undgå situationer som den her.

Sådan her så det ud fra luften, da TV MIDTVEST i februar første gang fortalte om elektronikaffaldet i Bording.
Sådan her så det ud fra luften, da TV MIDTVEST i februar første gang fortalte om elektronikaffaldet i Bording.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Så I er de facto skakmat?

- Det ved jeg ikke. Men det kræver tålmodighed, når det er de muligheder, vi har.

- Det er stadigvæk mit naive håb, at Fragmentum forstår hensigten. Men snak kan ikke gøre det. Det er handling, som skal til, afslutter politikeren.

TV MIDTVEST har mandag forsøgt at få en kommentar fra Fragmentums direktør, Brian Friis Knudsen, men har ønsker ikke at udtale sig.