TripleNine: Fuld tillid til KM Logistik efter kritik

KM Logistik har forsikret fiskemelsfabrikken om, at transporter med industrifisk køres efter reglerne.

Vognmandsfirmaet KM Logistik har måttet lægge øre til hård kritik de seneste dage, men der er opbakning og tillid fra fiskemelsfabrikken Triple Nine i Thyborøn, som har udlagt alle sine transportopgaver til netop KM Logistik:

- Jeg har selvfølgelig set de udsendelser, der har været, og jeg har fuldstændig tillid til KM Logistik og de folk, der er bag det, at de håndterer det efter det regelsæt, der er gældende, siger TripleNine-direktør Peter Jensen.

Mandag og tirsdag har TV MIDTVEST vist, hvordan chauffører på opgave for KM Logistik har kørt op til 59 timer i træk med højst fire timers sammenhængende hvile. Det har blandt andre faglig konsulent i 3F; Kjeld H. Jensen, kaldt "klart ulovligt".

Følg chaufførernes lange vej med fisk her.

Men trods kritikken i medierne har KM Logistik overbevist TripleNine om, at alle transporter kører efter bogen:

- Jens (leder af KM Logistik Jens H. Petersen, red.) har selvfølgelig ringet og fortalt mig, at der kom en udsendelse, som sætter et kritisk blik på de transporter, der foregår. Jeg spørger Jens, om de overholder det, de skal, og det siger han, at det er hans overbevisning, at de gør, ligesom han også har udtalt på tv, fortæller Peter Jensen.

Peter Jensen er ikke bekymret over, at chaufførerne kun får få timers hvile ad gangen på eksempelvis den 1.600 kilometer lange tur til Norrsundet i Sverige og retur, som KM Logistik kører med fisk til TripleNine:

- Igen har jeg egentlig fuld tillid til, at de handler ansvarligt og sikrer, at det sker på den rigtige måde. De har jo sagt både på tv og til mig, at de sætter trafiksikkerheden i højsædet, siger Peter Jensen.

Hvorfor er der regler om hviletid?


Læs flere artikler fra Thisted eller i kategorien Erhverv.