Efter samråd: V vil forbedre og samle kontrol af lastbiler

Venstre vil kigge mod Tyskland og lave én samlet kontrol af lastbiler i Danmark. Det kom frem på torsdagens samråd, som blev til efter afsløringer i TV MIDTVEST.

Ole Birk Olesen (tv) måtte høre på flere indspark fra blandt andet SF og Venstre. Udvalgsnæstformand Kim Christiansen (th) havde også et par bemærkninger på hjerte.
Ole Birk Olesen (tv) måtte høre på flere indspark fra blandt andet SF og Venstre. Udvalgsnæstformand Kim Christiansen (th) havde også et par bemærkninger på hjerte.
Foto: Folketinget

Torsdag skulle transportminister Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance i samråd. SF's transportordfører, Karsten Hønge, havde bedt ministeren om at forholde sig til, hvordan 40 timer lange transporter med industrifisk fra Sverige til Thyborøn kan finde sted. Noget, TV MIDTVEST afslørede midt i maj.

- Situationen er farlig i dag. Der køres om hjørner med os alle, og vi risikerer at møde de her dødtrætte chauffører, indledte SF'eren blandt andet i samrådet.

Kort fortalt argumenterede SF blandt andet for, at man enten skulle afskaffe eller minimere den undtagne kørsel. Det var der ikke den store opbakning til. Det var der til gengæld til Venstres forslag.

Venstre: Lad os inspirere af Tyskland

I Tyskland bruger de ifølge transportordfører Kristian Pihl Lorentzen fra Venstre et system, Danmark skal lade sig inspirere af. Bundesamt für Güterverkehr (BAG). Et samlet system, hvor samme myndighed fører kontrollen.

I dag fungerer det sådan, at politiet kontrollerer køre- og hviletid. Arbejdstilsynet tager sig af undtaget kørsel. Et klokkeklart problem, at det ikke er samme kontrolinstans, mener Venstre.

- Det er landet mellem to stole, sagde Pihl Lorentzen blandt andet.

Lidt i samme boldgade foreslog SF at uddanne politifolk til at kunne udføre de kontroller, der ligger hos Arbejdstilsynet.

Kun ét påbud på 15 år

TV MIDTVEST har søgt aktindsigt i, om Arbejdstilsynet har givet påbud inden for transportbranchen. Det er kun sket en enkelt gang inden for de seneste 15 år.

På dagens samråd var der enighed om, at kontrollen skal intensiveres. Derfor har transportministeren bedt færdselsstyrelsen om at undersøge muligheden for at hjælpe Arbejdstilsynet med at føre kontrol.

13:04
Midt i maj dokumenterede TV MIDTVEST, hvordan lastbilchauffører gennem KM Logistik, der har adresse på Thyholm og i Hanstholm, kørte mange timer uden et dagligt hvil på 11 timer, som er lovpligtigt.
3:11