FCM på træningslejr: Kortklub knækker lejrkuller

Morten Duncan Rasmussen har fået karantæne fra kortklubben efter, at han ryddede bordet på vej til Dubai.

Kortklubben i FC Midtjylland. Foto: Dan Hirsch Sørensen, TV MIDTVEST

Stort set hver aften kan man finde Rasmus Nicolaisen, Alexander Scholz og Marc Dal Hende ved det runde bord i et hjørne af hotellobbyen på JA Resort i Dubai.

Her sidder de tre forsvarskolleger og spiller kort. Akkurat som de også gjorde det i samtlige syv timer på flyveturen til Dubai. Og i disse digitale tider er kortspil måske lidt oldschool.

- Vi elsker det. Det er hyggeligt, og noget skal vi bruge tiden på. Det er bestemt med til at holde lejrkuller fra døren, fortæller Alexander Scholz.

Og de er kun tre nu, der kan samles om et spil kort. På vej til Dubai var angrebstræner Morten Duncan Rasmussen også en del af kortklubben, men efter at han gav de tre spillere en lektion og stak afsted med hele puljen, er de tre forsvarsspillere blevet enige om at give den gamle angriber karantæne.

- Vi plejer nu at være lidt flere. Tidligere havde vi også selskab af Jakob Poulsen, Mads Døhr Thychosen og Kian Hansen, men nu må vi klare den selv, siger Marc Dal Hende.

Rasmus Nicolaisens jævnaldrende holdkammerater er mere til PlayStation og film på computeren. Men ikke 22-årige Nicolaisen.

- De driller mig også med, at jeg er omkring 50 år gammel. Det er jeg måske også på nogen områder, siger Rasmus Nicolaisen med et smil.

Herunder kan du se, hvem, de tre mener, er den største kort-haj. Og få også en forklaring på, hvad det er for et kortspil, de spiller:

02:07 Luk video