Viborgspiller finder ny løbebane i coronatiden: Jeg kan måske hjælpe lidt lokalt

Jeppe Grønning forsøger via de sociale medier at støtte op om sin by og hjælpe lokale virksomheder.

Rigtig mange er hjemme fra arbejde, og det gælder også dem, der har en noget anderledes arbejdsplads end de fleste. Fodboldspilleren Jeppe Grønning har skiftet Energi Viborg Arena ud med græsplænen i baghaven.

- Jeg prøver at vende det til noget positivt og fokusere på de ting, man kan. Uden det skal lyde negativt, så er man jo tvunget til at være sammen med familien, så er det jo at bruge tiden sammen med dem, når jeg ikke kan lave det, jeg plejer at lave, siger fodboldspilleren.

For at holde sig skarp forsøger fodboldspilleren at trille lidt bold, men de fleste løb bliver her i coronatiden taget uden en bold.

I stedet for at spille på grønsværen for Viborg IF, så prøver Jeppe Grønning at bruge sin tid på den nye hjemmebane, til at gøre noget godt for Viborg by.

Støt dem der støtter os

På de sociale medier gør Viborg spilleren sig for en stund som blogger og influencer. Under hashtagget #støtdemderstøtteros gør han, hvad han kan for at hjælpe de lokale virksomheder, der har det hårdt.

- Jeg kan ikke hjælpe med at redde liv, og det er der også andre, der er meget dygtigere til, end jeg er. Men jeg kan måske hjælpe lidt lokalt i forhold til at tage noget initiativ og vise min støtte til de virksomheder, der er her, fortæller han.

Jeppe Grønning ved stadig ikke, hvornår han kommer tilbage i den grønne Viborg trøje, og han mener da også, at det er vigtigt ikke at starte op igen, før det er forsvarligt.

- Jeg stoler på, at vi finder den rigtige løsning efter roen har lagt sig, og det er trods alt det vigtigste, siger fodboldspilleren.

Anføreren for Viborg FF, Jeppe Grønning, er ligesom resten af truppen i 1. divisionsklubben sendt hjem